Årets resultat i Realkredit Danmark: 2.810 mio. kr.
Realkredit Danmark har i dag offentliggjort årsregnskabet for 2008.
Her følger udvalgte hovedpunkter:
- Realkredit Danmark koncernen realiserede i 2008 et resultat efter skat på 2.810 mio. kr. mod 2.592 mio. kr. i 2007. Resultatet før skat udgjorde 3.750 mio. kr. i 2008 mod 3.446 mio. kr. året før. Resultatet udviklede sig tilfredsstillende trods den stigende uro på de finansielle markeder særligt i andet halvår 2008.
- Indtægter i alt steg med 12 % til 5.182 mio. kr. mod 4.630 mio. kr. i 2007.
- Den nominelle obligationsrestgæld steg i 2008 med 35 mia. kr. til 683 mia. kr.
- Realkredit Danmarks bruttoudlån faldt med 3 % til 115 mia. kr. mod 119 mia. kr. i 2007.
Nettonyudlån faldt med 9 % til 51 mia. kr. mod 56 mia. kr. året før.
- Nedskrivninger på udlån udgjorde 422 mio. kr. mod en indtægt på 10 mio. kr. i 2007 og er stadig på et lavt niveau. Nedskrivningerne svarer til 0,063 % af de samlede realkreditudlån, og kreditkvaliteten er fortsat god.
- Restanceprocenterne er fortsat meget lave set i historisk perspektiv. Således er 3-måneders restanceprocenten
0,28 % ultimo 2008 mod 0,09 % ved årets start.
Årsrapport 2008 (pdf 1,9 MB).
Administrerende direktør Sven Holm udtaler: ”Det har været en periode med ekstrem turbulens på de finansielle markeder. Realkredit Danmark er kommet gennem perioden med et tilfredsstillende resultat. Indtægterne steg på grund af en forøget udlånsportefølje og stigende nettorenteindtægter. Restanceprocenterne er øget i løbet af året, men er fortsat lave. Resultatet for 2009 vil afhænge af udviklingen på kapitalmarkederne og den økonomiske udvikling i Danmark”.
Kontaktperson:
Administrerende direktør Sven Holm, telefon 45 13 20 81