Halvårsresultat på 921 mio. kr.
Realkredit Danmark har i dag offentliggjort delårsrapport for 1. halvår 2010. Her følger udvalgte hovedpunkter:
- Realkredit Danmark koncernens resultat efter skat udgjorde 921 mio. kr. i 1. halvår 2010 mod 1.514 mio. kr. i 1. halvår 2009. Det lavere resultat skyldtes lavere beholdningsindtægter på grund af renteudviklingen.
- Nedskrivninger på udlån udgjorde 587 mio. kr. mod 644 mio. kr. i 1. halvår 2009.
- Bruttoudlån på 53 mia. kr. mod 58 mia. kr. i 1. halvår 2009.
- Omkostningerne faldt med 49 mio. kr. til 446 mio. kr.
- 3-måneders restanceprocenten viste et svagt fald til 0,73 efter 2. kvartal 2010 mod 0,84 efter 1. kvartal 2010.
- Solvensprocenten ultimo juni 2010 udgjorde 45,5 med en overdækning på 20 mia. kr. i forhold til lovgivningens krav.
- Resultatet for hele 2010 vil fortsat afhænge af den makroøkonomiske udvikling samt udviklingen på kapitalmarkederne. Nedskrivninger på udlån forventes også i 2010 at være på et højt niveau, men lavere end i 2009.
Delårsrapport for 1. halvår 2010 (pdf 271 KB).
Administrerende direktør Carsten Nøddebo, Realkredit Danmark, udtaler: "Resultatet er tilfredsstillende. Udviklingen i retning af faldende restancer, lavere nedskrivninger og stabilisering af ejendomspriserne giver grobund for en vis, men forsigtig optimisme. Resultatet er lavere end i samme periode sidste år, men det skyldes først og fremmest lavere beholdningsindtægter på grund af renteudviklingen".
Carsten Nøddebo tilføjer i en kommentar til udskydelsen af dele af de nye Basel III-regler: "Det er positivt, at implementeringen af likviditetsreglerne er udskudt, og at reglerne ser ud til at blive mere lempelige. Der hersker dog fortsat usikkerhed om de samlede fremtidige krav til sektoren".
Kontaktperson:
Administrerende direktør Carsten Nøddebo,
telefon 45 13 20 82