Resultat på 287 mio. kr. i første kvartal 2011
Realkredit Danmark har i dag offentliggjort delårsrapport for 1. kvartal 2011. Her følger udvalgte hovedpunkter:
- Realkredit Danmark koncernens resultat udgjorde 287 mio. kr. i 1. kvartal 2011 mod 472 mio. kr. i 1. kvartal 2010. Resultatet faldt som følge af lavere afkast på obligationsbeholdningen.
- Nedskrivninger på udlån faldt i 1. kvartal 2011 til 197 mio. kr. Sammenlignet med samme periode sidste år faldt nedskrivningerne med 38 %. Nedskrivningerne svarede til 0,11 % p.a. af de samlede realkreditudlån mod 0,14 % ultimo 2010.
- Omkostningerne steg med 31 mio. kr. til 244 mio. kr. Det skyldtes blandt andet, at Realkredit Danmark sammen med Danske Bank og home har igangsat en række tiltag, der skal styrke Danske Bank koncernens position på det danske ejendomsmarked.
- Restancerne målt i procent af ydelserne var faldende igennem hele 2010. Dette fald er fortsat ind i 1. kvartal 2011, hvor 3 måneders restancerne faldt til 0,48 % mod 0,63 % ultimo 2010. Det afspejler, at Realkredit Danmarks kunder oplever en stadig bedring af deres økonomi.
- Aktiviteten på det danske ejendomsmarked var afdæmpet, og bruttoudlån udgjorde således 14 mia. kr. i første kvartal 2011 mod 28 mia. kr. i første kvartal sidste år.
- Solvensprocenten ultimo marts 2011 udgjorde 35,9 mod 39,4 ultimo 2010.
- Forventningerne til resultatet for 2011 er uændret i forhold til forventningerne ved offentliggørelsen af årsregnskabet i februar i år.
Se Delårsrapport for 1. kvartal 2011 (pdf 226 kb)
Administrerende direktør Carsten Nøddebo, udtaler: "Vi har igangsat en række tiltag, der skal styrke vores position på det danske ejendomsmarked. Blandt andet strømlines samarbejdet med Danske Bank og home for at sikre kunderne en endnu bedre oplevelse, når de er i kontakt med os. Vores privatkunder kan nu – også om aftenen og i weekenden – ringe til rådgivere, der kan hjælpe med stadig flere spørgsmål vedrørende boligfinansiering. Senere på året kan også mindre erhvervsdrivende benytte sig af denne service".
Kontaktperson: Administrerende direktør Carsten Nøddebo, telefon 45 13 20 82.