Halvårsresultat på 2.057 mio. kr.
Realkredit Danmark har i dag offentliggjort delårsrapport for 1. halvår 2015. Her følger udvalgte hovedpunkter:
- Realkredit Danmark koncernens resultat udgjorde 2.057 mio. kr. i 1. halvår 2015 mod 1.490 mio. kr. i 1. halvår 2014. Fremgangen skyldtes især faldende nedskrivninger og høj konverteringsaktivitet.
- Indtægter i alt steg til 3.398 mio. kr. i 1. halvår 2015 fra 2.943 mio. kr. i 1. halvår 2014.
- Omkostningerne udgjorde 390 mio. kr. og faldt marginalt i forhold til 1. halvår 2014.
- Nedskrivningerne faldt til 319 mio. kr. fra 569 mio. kr. i samme periode i 2014. Udviklingen i de samlede nedskrivninger skyldtes en generel bedring af de økonomiske forhold i Danmark. Nedskrivningerne svarede til 0,09 % p.a. af den samlede realkreditportefølje mod 0,16 % i 2014.
- Kunderne viste i 1. halvår stigende interesse for Realkredit Danmarks fastrenteprodukter og lån med afdrag. Der blev i halvåret udbetalt lån med fast rente for 78 mia. kr., svarende til 76 % af det samlede bruttoudlån.
- Andelen af kunder med belåning med 1-årige FlexLån® faldt fra 14,2 % ultimo juni 2014 til 10,0 % ultimo juni 2015. Kunderne viser fortsat interesse for at binde renten for en længere periode.
- Resultatet for 2015 forventes fortsat at blive højere end resultatet for 2014.
Delårsrapport 1. halvår 2015
Administrerende direktør Carsten Nøddebo, Realkredit Danmark, udtaler: ”Realkredit Danmark har opnået et tilfredsstillende resultat. Forbedringen af resultatet skyldtes lavere nedskrivninger på udlån og et første halvår præget af høj konverteringsaktivitet på grund af det meget lave renteniveau. De kunder, der har konverteret fastrentelån og refinansieret FlexLån®, har opnået en samlet besparelse i renteudgifter på over 1,5 mia. kr. om året."
Kontaktperson: Administrerende direktør Carsten Nøddebo, telefon 45 13 20 82.