Resultat i de første tre kvartaler af 2015 på 2.820 mio. kr.
Realkredit Danmark har i dag offentliggjort delårsrapport for 1.-3. kvartal 2015. Her følger udvalgte hovedpunkter:
- Realkredit Danmark koncernens resultat udgjorde 2.820 mio. kr. i 1.-3. kvartal 2015 mod 2.259 mio. kr. i samme periode 2014. Fremgangen skyldtes især faldende nedskrivninger på udlån og indtægter fra høj konverteringsaktivitet i første halvår 2015. Indtægterne var dog lavere i 3. kvartal, hvor konverteringsaktiviteten faldt mærkbart.
- Indtægter i alt steg 7 % til 4.716 mio. kr. i 1.-3. kvartal 2015 fra 4.403 mio. kr. i 1.-3. kvartal 2014.
- Omkostningerne udgjorde 587 mio. kr. og var på et uændret niveau i forhold til samme periode sidste år.
- Nedskrivningerne faldt 47 % til 442 mio. kr. fra 833 mio. kr. i samme periode sidste år. Udviklingen i de samlede nedskrivninger skyldtes en generel bedring af de økonomiske forhold i Danmark. Nedskrivningerne svarede til 0,08 % p.a. af den samlede realkreditportefølje mod 0,16 % i 2014.
- Kunderne har igennem årets første tre kvartaler vist stor interesse for Realkredit Danmarks fastrenteprodukter og lån med afdrag. I 1.-3. kvartal 2015 blev der udbetalt lån med fast rente for 88 mia. kr., svarende til 71 % af det samlede bruttoudlån.
- 4.500 kunder har i 1.-3. kvartal fået nedsat deres bidragssats i forbindelse med konvertering af deres FlexLån® til et fastforrentet lån.
- Andelen af kunder med belåning med 1-årige FlexLån® faldt fra 13,8 % ultimo september 2014 til 9,8 % ultimo september 2015. Kunderne viser fortsat interesse for at binde renten for en længere periode.
- Andelen af udlånsporteføljen med afdragsfrihed faldt fra 40,1 % ultimo september 2014 til 37,8 % ultimo september 2015.
- Resultatet for 2015 forventes fortsat at blive højere end resultatet for 2014.
Delårsrapport 1.-3. kvartal 2015
Administrerende direktør Carsten Nøddebo, Realkredit Danmark, udtaler: ”Forbedringen af resultatet skyldes et betydeligt fald i nedskrivningerne på grund af den generelle bedring af de økonomiske forhold i Danmark, der også afspejler sig i højere handelsaktivitet på boligmarkedet og stigende boligpriser i store dele af landet. Derudover er resultatet positivt påvirket af et øget udlån og høj konverteringsaktivitet – især i årets to første kvartaler.”
Kontaktperson: Administrerende direktør Carsten Nøddebo, telefon 45 13 20 82.