Resultat på 2.693 mio. kr. i de første tre kvartaler af 2020
Realkredit Danmark har offentliggjort delårsrapport for 1.-3. kvartal af 2020.
Administrerende direktør Carsten Nøddebo, Realkredit Danmark, udtaler i forbindelse med regnskabet:
”Boligmarkedet har klaret sig godt under coronakrisen, og Realkredit Danmarks udlån steg i 3. kvartal. Vores resultat for årets første tre kvartaler blev dog lavere end i samme periode i 2019, primært på grund af øgede nedskrivninger på udlån.
I september i år lancerede vi FlexLife® med fast rente, der er blevet meget positivt modtaget af boligejere og investorer. Ultimo september var der sikret udlån for en milliard kroner, og efter-spørgslen er forsat ind i 4. kvartal. Dette svarer til udviklingen, da vi i 2017 lancerede FlexLife® med variabel rente, som nu er oppe over 39 mia. kroner i udlån.
Ud over mulighed for 30 års afdragsfrihed giver FlexLife® øget fleksibilitet med mulighed for at justere på ydelsen gennem hele lånets løbetid. Det er vores forventning, at FlexLife® over tid vil blive det foretrukne valg for boligejere, der allerede har afviklet noget på deres realkreditlån”.
Her følger udvalgte hovedpunkter:
Realkredit Danmark koncernens resultat udgjorde 2.693 mio. kr. i 1.-3. kvartal 2020 mod 3.233 mio. kr. i 1.-3. kvartal 2019. Resultatet var påvirket af øgede nedskrivninger på udlån.ealkredit Danmark koncernens resultat udgjorde 2.693 mio. kr. i 1.-3. kvartal 2020 mod 3.233 mio. kr. i 1.-3. kvartal 2019. Resultatet var påvirket af øgede nedskrivninger på udlån.
Nedskrivningerne udgjorde 552 mio. kr. i 1.-3. kvartal 2020 mod 294 mio. kr. i 1.-3. kvartal 2019. I 3. kvartal 2020 udgjorde nedskrivningerne 82 mio. kr. Nedskrivningerne i 1.-3. kvartal 2020 var påvirket af en justering på 450 mio. kr., så de afspejler den fortsatte usikkerhed med hensyn til, hvordan coronakrisen påvirker makroøkonomien. På trods af coronakrisen er den underliggende kreditkvalitet fortsat solid med lave restancer og robust sikkerhedsdækning.
Sammen med resten af koncernen er vi fortsat stærkt engageret i at hjælpe og støtte kunder, som er økonomisk ramt af coronakrisen.
I et marked med rekordlave renter forsatte konverteringsaktiviteten fra 2019 ind i 2020, dog på et lavere niveau. Efter et pænt niveau i 1. kvartal 2020 faldt konverteringsaktiviteten, da coronakrisen satte ind, hvilket resulterede i en lavere konverteringsaktivitet i 2. og 3. kvartal 2020. Alt i alt konverterede Realkredit Danmark lån for 63 mia. kr. i årets første tre kvartaler.
Fastforrentede lån har genvundet deres position som den foretrukne låntype hos boligejerne i Danmark. Dette kombineret med, at kunderne i stigende grad afdrager på deres lån, gav et mindre fald i bidragsindtægterne.
Realkredit Danmark var det første danske realkreditinstitut, der lancerede grønne realkreditobligationer i Danmark for at understøtte den bæredygtige omstilling. Vi har foreløbigt udstedt lån for 5,9 mia. kroner. Vi tilbyder nu også muligheden for grøn realkreditfinansiering på det svenske marked, og vi har yderligere planer om i fremtiden at kunne tilbyde grøn realkreditfinansiering i Norge. Obligationerne udstedes i forbindelse med større erhvervskunders finansiering af ejendomme med dokumenteret energivenlighed.
Realkredit Danmark forventer, at resultatet for 2020 bliver noget lavere end resultatet for 2019.
Kontaktperson: Administrerende direktør Carsten Nøddebo, telefon 45 13 20 82.