Resultat på 2.786 mio. kr. for 1.-3. kvartal 2021
Realkredit Danmark har offentliggjort sin delårsrapport for 1.-3. kvartal 2021.
Administrerende direktør Carsten Nøddebo udtaler i forbindelse med regnskabet:
”Efter en periode med relativt afdæmpet udlånsvækst glæder vi os over en markant højere vækst i udlånet på 6 mia. kr. i 3. kvartal. Vi har fortsat fokus på, at udlånet hviler på et robust grundlag, og vi noterer i den forbindelse med tilfredshed, at prisudviklingen på boligmarkedet er blevet mere afdæmpet, hvilket øger sandsynligheden for, at vi får en blød landing efter en periode med kraftige prisstigninger.
Fremgangen i resultatet i årets første tre kvartaler sammenlignet med samme periode af 2020 skyldes primært, at hensættelserne er tilbage på et normaliseret niveau. Resultatet er negativt påvirket af faldende bidragsindtægter, der skyldes, at kunderne i stigende grad vælger lån med fast rente samt lån med længere rentebinding. Desuden har der været en stigning i omkostningerne som følge af øgede investeringer i compliance og digitalisering samt i bidrag til afviklingsformuen.”
Her følger udvalgte hovedpunkter:
Realkredit Danmark-koncernen opnåede i 1.-3. kvartal 2021 et nettoresultat på 2.786 mio. kr. mod 2.693 mio. kr. i 1.-3. kvartal 2020. Resultatet var påvirket af lavere nedskrivninger samt omkostninger til compliance og digitalisering.
Nedskrivninger på udlån udgjorde 258 mio. kr. i 1.-3. kvartal 2021 mod 552 mio. kr. i 1.-3. kvartal 2020. Nedskrivningerne var således i årets første ni måneder på et mere normalt niveau.
I årets første ni måneder steg den nominelle obligationsrestgæld med 9 mia. kr., hvoraf 3. kvartal tegnede sig for 6 mia. kr.
Realkredit Danmark fastholdt sit fokus på grønne obligationer, og kunderne har været meget positive i forhold til grønne lån. Ved udgangen af september 2021 beløb det samlede udlån sig således til 16,1 mia. kr.
Kundernes interesse for de nyeste produkter fra Realkredit Danmark, FlexLife® med variabel rente samt FlexLife® med fast rente, er fortsat meget stor. Pr. 30. september 2021 havde Realkredit Danmark udbetalt FlexLife®-lån for 72 mia. kr.
Fastforrentede lån har både en lav risiko og en lav margin. Lån med fast rente er nu igen den foretrukne låntype blandt boligejerne i Danmark, og i kombination med at kunderne i stigende grad afdrager på deres lån, resulterede dette i et mindre fald i bidragsindtægterne.
Resultatet for 2021 forventes at blive noget lavere end resultatet for 2020.
Kontaktperson: Administrerende direktør Carsten Nøddebo, telefon 45 13 20 82.