Energimærket på boligen er i stigende grad kommet op på radarskærmen, når potentielle boligkøbere er i gang med boligjagten. Det skal ses i lyset af stigende energipriser over en årrække og dermed endnu større besparelser i privatøkonomien ved valg af en energivenlig bolig. Det er endvidere en naturlig konsekvens af, at det i dag er blevet lovpligtigt at få udarbejdet en energimærkning af ejerboligen ved salg. Derved bliver man som boligkøber ”tvunget” til at forholde sig til karakteren på energiskalaen og dermed den potentielle påvirkning af ens løbende boligøkonomi.
I den vedhæftede analyse har vi set nærmere på sammenhængen mellem boligens energimærke i forhold til privatøkonomien og boligprisen samt potentialet for forbedringer af energieffektiviteten i de danske ejerboliger. Konklusionerne er som følger:
- Energimærkningen er uden tvivl med til at forbedre gennemsigtigheden i forhold til hvilke energiudgifter, der kan vente en ved køb af en given bolig, og der kan i udgangspunktet forventes betydelige privatøkonomiske besparelser ved et godt energimærke.
- Har man fjernvarme, forventes de årlige udgifter til varme og varmt vand at udgøre i omegnen af 2.600 kroner ved energimærke A2015, og det vokser op til mere end 14.000 kroner ved energimærke D, mens energimærke G kan udløse en regning på i underkanten af 29.000 kroner. De løbende besparelser vil være endnu højere ved opvarmning via naturgas, olie eller el.
- Det betyder også, at man alt andet lige må forvente en positiv priseffekt på boligen af et godt energimærke. En teoretisk beregning indikerer, at en forbedring på én karakter af energimærke giver anledning til en priseffekt på 85.000 kroner. Dette er dog et overkantsskøn. Således har boligkøberne svært ved at ”prise” effekten af selve energimærket, og vil i stedet ofte anlægge et helhedsorienteret syn på boligen og prisen.
- Det understøttes også af, at energimærket ikke kan stå alene i en betragtning af de forventede udgifter. Det har således sine udfordringer i form af afhængigheden af opvarmningskilde i boligen, forskelle inden for energimærket og også lokale forskelle i fjernvarmepriser. Som potentiel køber er det derfor også vigtigt at skele til de faktiske forbrugsudgifter opgivet i forbindelse med salgsopstillingen.
- Den samlede energimærkning af de danske ejerboliger afslører et stort potentiale for forbedringer af energieffektiviteten. Danskerne selv er tilsyneladende ikke helt klar over dette – der synes således at være et klart mismatch mellem fordelingen af de faktiske energimærker og danskernes syn på egen boligs energieffektivitet. Vi synes at se med alt for positive øjne på egen bolig – det er mere naboens bolig, der trænger til lidt isolering!
Læs hele analysen