Andelsboligmarkedet har været igennem nogle hårde år med masser af dårlig omtale i forbindelse med historier om blandt andet opskruede vurderinger. I denne analyse ser vi nærmere på udviklingen, og selv om det generelt går lidt bedre, må vi også konstatere, at andelsboligmarkedet fortsat ser dyrt ud.
Et par af konklusionerne er følgende:
- Andelsboligmarkedet er i bedring. Andelspriserne i Region Hovedstaden er steget med 0,8% over det seneste år, og der har været stigende interesse for køb af andelsboliger.
- Alligevel må den gennemsnitlige andelshaver i hovedstaden fortsat acceptere at sælge til en pris, der er væsentligt under maksimalprisen. Aktuelt er der typisk tale om et prisnedslag på små 15%. Det er dog en bedring i forhold til tidligere – i 2. kvartal 2009 var købsprisen cirka 25% fra maksimalprisen.
- Andelsboligmarkedet ser fortsat dyrt ud, når vi sammenligner købspriserne med vores egen vurdering af værdien af de enkelte andele. I 4. kvartal 2010 lå købspriserne i gennemsnit 18% over vores vurdering. Også her spores der imidlertid en bedring i forhold til tidligere, og samlet set kan man dermed konkludere, at 'uligevægten' på andelsboligmarkedet er blevet mindsket en smule.
- Det er stadig muligt at gøre et godt køb på andelsboligmarkedet – på samme måde som det er på ejerboligmarkedet. Vi kommer dog ikke udenom, at andelsmarkedet er mindre gennemsigtigt, og at rådgivning med vores øjne er tæt på en nødvendighed, når man overvejer at købe. Med rådgivning kan man bedre gardere sig mod fremtidige ubehagelige økonomiske overraskelser.
Læs hele RD Analyse (pdf 173 kb).