Vi ser nærmere på regeringens forslag til skattereform i forhold til boligmarkedet. Analysens konklusioner er som følger:
- Regeringen foreslår, at rentefradragsretten gradvist reduceres fra 25,7 % til 20,6 % i perioden fra 2017-2020. Det gøres for renteudgifter over 50.000 kroner for enlige og 100.000 kroner for par. Derudover fastholdes skattestoppet på ejendomsværdiskatten frem mod 2020, og der ændres heller ikke på grundskyldsbeskatningen.
- Konsekvenserne af en lavere rentefradragsret er isoleret set negativ for boligmarkedet. Priseffekten på den korte bane holdes dog i ave af fradragsgrænsen, som sikrer, at en stor del af renteudgifterne stadig kan trækkes fra til cirka 33,7 % samt af det generelle lave renteniveau. Dertil kommer, at der er lang tid til en indfasning af forslaget, og den mindre negative priseffekt vil dermed komme gradvist snigende over en længere årrække.
- Med udgangspunkt i et renteniveau i omegnen af 4 % - et nogenlunde ”normalt” renteniveau – og ”normale” lånestørrelser på cirka 1-3 mio. kroner vurderes den negative priseffekt på huse til op mod 0,3 %-point og stigende til 2 % i takt med, at fradragsgrænsen udhules over tid. Det er en alt andet lige betragtning – og det er værd at huske på, at der i en sådan beregning ikke indgår den positive effekt af lavere skat på indkomst.
- Vores vurdering af det samlede forslag i forhold til boligmarkedet er hermed, at den negative priseffekt på boligmarkedet vil være marginal over de kommende år, og at den effekt, der vil være, primært vil komme til udtryk blandt de relativt dyre boliger.
- Gennemføres forslaget i sin nuværende form, så er det ikke noget, der gør, at vi frygter, at stabiliseringen af det ellers hårdtprøvede boligmarked vil trække endnu længere ud i tid. Rent faktisk kan der komme en mindre positiv sideeffekt af, at der skabes større klarhed omkring den fremtidige boligbeskatning. Boligmarkedet har med vores øjne mere at frygte i forhold til den usikre økonomiske situation i Europa.
Læs analysen: Regeringens skattereform og boligmarkedet