"Nye retningslinjer for boliglån i husstande med høj gæld” er trådt i kraft fra årsskiftet. De nye retningslinjer ændrer på boligejernes valgmuligheder i forhold til brug af afdragsfrihed og hurtigere nedbringelse af den dyrere gæld i form af banklånet. Et af de oplagte spørgsmål er, om boligejere omfattet af de nye retningslinjer og med et ønske om hurtig nedbringelse af dyr gæld bør udnytte afdragsfrihed på det fastforrentede lån eller vælge enten F5-lån eller for den sags skyld fastforrentet lån med afdrag.
Det har vi sat fokus på i en ny analyse og konklusionerne er som følger:
- Helt grundlæggende bør boligejere med lånebegrænsninger først og fremmest afgøre, om de er til fast rente eller F5-lån. Renten er i sagens natur højere på det fastforrentede lån, men her får man en større rentesikkerhed samt en forsikring af ens friværdi i boligen ved fremtidige rentestigninger, da værdien af restgælden vil mindskes. Ingen kender den fremtidige rente, og vi kan derfor ikke sige, hvilket af de to lån, der i sidste ende er det økonomisk set bedste lån. Lånevalget bør derfor dikteres af ens økonomiske råderum, ens risikoappetit samt ens tidshorisont i boligen.
- Er man til variabel rente og ønsker hurtig nedbringelse af dyrere gæld, er F5-lån med afdrag et bedre alternativ end det afdragsfrie fastforrentede lån – om end knapt så godt som ved frit lånevalg og afdragsfrit F5. Jo mere kunden kan sætte turbo på afviklingen af banklånet, desto mere vil kunden spare i kroner og øre over tid. Det generelle rådgivningsbudskab vil med andre ord være, at gøre løbetiden på banklånet så kort som muligt – under hensyntagen til den enkelte låntageres ønske til rådighedsbeløb og ønske til hastigheden på afviklingen af banklånet.
- Er man til fastforrentet lån, er den ikke lige til højrebenet, om der skal vælges afdragsfrihed eller ej, hvis man har fokus på at nedbringe den dyre gæld først. Der er flere variable som har betydning. Det afhænger bl.a. af den planlagte løbetid på banklånet – 10, 20 eller 30 år, den tilbudte rente på banklånet, ens tidshorisont i boligen, samt hvor stor en udbetaling, man kommer med. Med andre ord kan resultatet variere fra låntager til låntager.
- Trods individuelle forskelle, vil det være vores vurdering, at afdragsfrihed på det fastforrentede lån ofte ikke kan betale sig, hvis man har fokus på hurtig gældsnedbringelse. Det skyldes en højere bidragssats på det afdragsfrie realkreditlån samt en dårligere kurs ved optagelse af realkreditlånet. Endeligt er renteforskellen mindre mellem banklånet og realkreditlånet, når vi snakker fastforrentede lån sammenlignet med F5-lån.Har man fokus på lavest mulig ydelse her og nu og ikke tænker på hurtig nedbringelse af gælden, vil boligejere med lånebegrænsninger skulle søge hen mod det afdragsfrie fastforrentede realkreditlån og en løbetid på banklånet på maksimalt 10 år.
Læs hele analysen