Den grønne omstilling er en agenda, der også har ramt boligmarkedet. Energimærkningen af de danske ejerboliger afslører et stort potentiale for mulige energiforbedringer. Således har små 40 % af de danske parcelhuse de dårligste energimærkninger på enten E, F eller G, mens ”kun” 13,5 % har de bedste energimærker i form af A og B. Potentialet for energiforbedringer varierer på tværs af landet. I Skanderborg har mere end hver femte hus energimærke A, mens andelen på Lolland blot er på 1 %. I nedenstående er vist et Danmarkskort over den gennemsnitlige energieffektivitet i de danske parcelhuse på tværs af landets kommuner.
For boligejerne kan der være en betydelig privatøkonomisk gevinst ved energirenoveringer. Her bør man især forholde sig til, hvor hurtigt en eventuel energiforbedring tjener sig selv hjem – altså investeringen holdt op imod den løbende lavere energiregning - samt den nytteværdi som energiforbedringen kan bidrage til. Her tænkes især på, at gener som træk, kolde gulve eller bare et koldt hus henover vinteren kan reduceres. Der vil også være en positiv effekt på boligens værdi af et godt energimærke, men effekten er usikker og bør under alle omstændigheder ikke ses som en hurtig genvej til en økonomisk gevinst.
Læs hele analysen