Book møde
Realkredit Danmark
Aktuelt & anbefalinger

Refinansiering af FlexGaranti® pr. 1. oktober 2021

Den 1. oktober 2021 skal to af Realkredit Danmarks FlexGaranti® obligationer refinansieres. Det gælder FlexGaranti® med renteloft i 10 år, hvor obligationerne udløber den 01.10.2021.

Har du et lån, der skal refinansieres, får du et brev fra os i løbet af uge 23, hvor du kan se, hvad det betyder for netop dit lån.

Er du glad for dit nuværende lån?

Så behøves du ikke at foretage dig noget. Dit lån fortsætter som planlagt efter refinansieringen, og renten bliver fortsat fastsat 2 gange om året – pr. 1. april og 1. oktober. I slutningen af september får du et brev fra os, hvor du kan se den nye rente, der gælder for dit lån fra den 1. oktober 2021.

Ønsker du at omlægge eller indfri dit lån?

Har du planer om at omlægge eller indfri dit lån helt eller delvist, kan det være en fordel at gøre det ved en refinansiering. Her kan du nemlig indfri til kurs 100. I så fald skal du begynde med at opsige lånet – senest den 30. juli 2021.

Du kan dog altid indfri lånet til markedskurs.

Overvej, om du har det rette lån

Selvom refinansieringen praktisk set ikke betyder ret meget for dig, kan du alligevel bruge denne anledning til at overveje, om du har det rette lån. Måske er det tid til at overveje at udnytte de fortsat lave renter til at få et lån med mere rentesikkerhed eller større fleksibilitet? Læs evt. vores aktuelle låneanbefalinger.

Hvad er en refinansiering?

En refinansiering betyder, at obligationen bag et lån udløber. Realkredit Danmark skal derfor sælge nye obligationer for at have penge til, at dit lån kan fortsætte til det aftalte udløbstidspunkt.

I praksis sælger vi obligationerne på en auktion.

Auktionen vil blive afholdt den 26. august 2021.

Hvordan og hvornår fastsættes renten?

Renten på dit FlexGaranti® består dels af rentetillæg, der fastsættes af investorerne, dels af referencerenten, der følger 6 måneders CIBOR-rentesatsen.

Den nye rente, der gælder fra henholdsvis 1. oktober og 1. april, bliver fastsat den 4. sidste bankdag inden den 1. oktober og 1. april.

Denne gang vil vi altså kende den endelige rente den 25. september 2021, hvor renten bestemmes ud fra den aktuelle 6 måneders CIBOR-rentesats tillagt rentetillægget.

Du kan se de seneste rentefastsættelser på FlexGaranti® og andre låntyper på rd.dk/nyrente.