Landmand Jens Jacob Bonde fra Odder løb med årets udgave af Realkredit Danmarks Kloge m² Pris. Prisen er på 100.000 kroner og blev uddelt ved Realkredit Danmark og Byggesocietetets Nytårskur i Bella Center den 9. januar 2008.
Jens Jacob Bonde producerer svin på Dyngbygaard i Odder. Kloge m² Prisen gives til virksomheder, der gør en særlig indsats for at skabe gode rammer for kreativitet og idéudvikling.
"Beskrivelsen flugter måske ikke umiddelbart med den traditionelle opfattelse af landbrugserhvervet, der kun sjældent får ros for medarbejdernes arbejdsforhold og dyrevelfærd. Jens Jacob Bonde får prisen, fordi han tænker kreativt og utraditionelt og har indrettet sin gård, så den er fremtidssikret - både når det gælder dyrenes forhold, de ansatte og de besøgende", siger Realkredit Danmarks administrerende direktør Sven Holm.
Velfærd for dyr og mennesker
Dyrenes velfærd har været i højsædet i forbindelse med opførelsen af en ny stald med plads til 600 søer. Der er god plads til dyrene, der går frit på miljøspalter og strøelse. Og de 14 -15 ansatte på gården har fået flotte omklædnings- og baderum med separate rum for damer og herrer.
Gården er tænkt som et forsøg på at åbne mellem by og land. Under loftet er der opsat en gang, så de besøgende kan gå hen over besætningen uden at forstyrre dyrene. Alle foderforsynings- og højtryksrør til brug for rengøring af stalden, ledningsnet og datakabler er placeret i forbindelse med gangen. Det betyder, at der hurtigt kan trækkes kabler ud til alle kroge af stalden.
Skoleklasser og andre interesserede kan få en rundvisning og høre foredrag om livet på gården. Derfor er der indrettet et undervisningslokale og et køkken til de besøgende.
"Formålet med Kloge m² Prisen er netop at hædre virksomheder, der investerer i at udvikle arbejdspladsens fysiske rammer, så de inspirerer til læring, samarbejde og idéudvikling. Det er Jens Jacob Bondes gård et fornemt eksempel på, og derfor er vi glade for at kunne overrække ham en statuette og checken på 100.000 kr.", siger Sven Holm.
Den nationale vinder er udpeget af et vurderingspanel blandt 22 vindere af den lokale Kloge m² Pris, som er på 15.000 kr. og blev uddelt i løbet af efteråret 2007.
Kontaktperson
Sven Holm, adm. direktør, Realkredit Danmark, tlf.: 45 13 20 81