Resultat i de første tre kvartaler af 2010 på 1.395 mio. kr. efter skat
Realkredit Danmark har i dag offentliggjort delårsrapport for 1.-3. kvartal 2010. Her følger udvalgte hovedpunkter:
- Realkredit Danmark koncernens resultat i 1.-3. kvartal 2010 udgjorde 1.395 mio. kr. mod 2.133 mio. kr. i samme periode året før. Resultatet er tilfredsstillende. Det lavere resultat i 1.-3. kvartal i år skyldtes lavere beholdningsindtægter som følge af renteudviklingen. Bidragsindtægter, omkostninger og nedskrivninger har udviklet sig positivt.
- Nedskrivninger på udlån udgjorde 808 mio. kr. mod 944 mio. kr. i 1.-3. kvartal 2009.
- Bruttoudlån udgjorde 87 mia. kr. i 1.-3. kvartal 2010 mod 86 mia. kr. i 1.-3. kvartal 2009.
- Faldet i restanceprocenterne i årets første to kvartaler er fortsat i 3. kvartal 2010. 3-måneders restanceprocenten var 0,62 ved udløbet af 3. kvartal mod 0,73 efter 2. kvartal 2010.
- Solvensprocenten ultimo september 2010 udgjorde 41,7 med en overdækning på 21 mia. kr. i forhold til lovgivningens krav.
- Resultatet for 2010 vil fortsat afhænge af, om stabiliseringen af den makroøkonomiske udvikling er holdbar. Nedskrivninger på udlån forventes også i 2010 at være på et højt niveau, men lavere end i 2009.
Delårsrapport 3. kvartal 2010 (pdf 318 KB).
Administrerende direktør Carsten Nøddebo, Realkredit Danmark, udtaler: "Jeg vil betegne udviklingen som tilfredsstillende. Nedskrivningerne og restanceprocenten falder fortsat. Vi oplever i øjeblikket et ønske om større tryghed hos boligejerne. Stadig flere vælger fastforrentede lån eller FlexLån® T, hvor de har fordel af den lave rente samtidig med, at ydelsen er langt mere stabil end ved traditionelle FlexLån®. Antallet af kunder, der vælger FlexLån® T, som kun tilbydes af Realkredit Danmark, er således mere end fordoblet i forhold til sidste år".
Kontaktperson:
Administrerende direktør Carsten Nøddebo,
telefon 45 13 20 82