Vi hører det så tit – alt for mange danskere har FlexLån® i forhold til deres risikoprofil. Derudover er der rigtig mange låntagere, der benytter sig af afdragsfrihed. Har man som boligejer valgt variabel forrentet lån med afdragsfrihed, er man mere disponeret overfor eventuelle rentestigninger, end hvis man betaler afdrag. I tilfælde af kraftige rentestigninger kan den store udbredelse af afdragsfrie lån og FlexLån® blive et problem for de boligejere, der har valgt disse låntyper.
I denne analyse har vi set nærmere på udbredelsen af disse låntyper på tværs af landet ud fra Realkredit Danmarks låneportefølje. Derudover har vi også set på, hvorvidt der er sammenhæng mellem valg af låntype og hvor høj en belåningsgrad og gæld, der er i de belånte ejendomme. Konklusionerne er som følger:
-
Der er stor spredning på, hvor mange af en given kommunes boligejere, som hjemtager FlexLån®. Hørsholm ligger i toppen med 75 %, hvorimod Ærø og Lolland ligger i bunden med knap 42 %. Det er boligejerne i de kommuner, der hører under Region Hovedstaden, der oftest vælger at hjemtage FlexLån®, mens Region Syddanmark præger billedet i den anden ende af skalaen.
-
For kommuner, hvor der er flest boligejere med afdragsfrihed, er 11 ud af 20 beliggende i Region Hovedstaden og 5 i Region Sjælland. Øverst ligger Helsingør Kommune, hvor 68 % af lånene er med afdragsfrihed og i bunden Tønder kommune med 37 %.
-
Der er en klar sammenhæng mellem disponibel indkomst på tværs af kommuner og valg af FlexLån® og lån med afdragsfrihed. Således er det boligejerne i kommuner med højest disponibel indkomst, der vælger disse låntyper.
-
Jo højere disponibel indkomst desto dyrere boliger vil man alt andet lige også forvente. Vi ser derfor heller ikke overraskende en klar sammenhæng mellem belåningsstørrelse og valg af FlexLån® og for den sags skyld afdragsfrihed. De samme tendenser gør sig i øvrigt også gældende i forhold til belåningsgraden.
-
En oplagt forklaring på dette fænomen er, at boligejere med høj gæld/høj belåningsgrad er mere villige til at løbe den risiko for stigende renter, der er forbundet med FlexLån® for at opnå en besparelse her og nu.
-
Sammenhængen mellem høj indkomst og høj gæld kan begrundes i, at disse boligejere oftere har ”råd” til at løbe en lidt højere risiko i forhold til stigende renter. Det er dog knap så betryggende at se den store sammenhæng mellem høj belåningsgrad og høj risiko ved stigende rente. Er man en af disse boligejere, er det vigtigt, man allerede nu overvejer om man har plads i økonomien til betydeligt højere renter. Ellers er det værd at udnytte det rekordlave renteniveau til at binde renten for en længere periode og/eller begynde at afdrage på sit lån og derigennem få mere sikkerhed ind om sin private økonomi.
Læs hele analysen