Resultat i de første tre kvartaler af 2011 på 1.290 mio. kr. efter skat
Realkredit Danmark har i dag offentliggjort delårsrapport for 1.-3. kvartal 2011. Her følger udvalgte hovedpunkter:
- Realkredit Danmark koncernen opnåede for 1.-3. kvartal 2011 et resultat efter skat på 1.290 mio. kr. mod 1.395 mio. kr. i samme periode året før. Det samlede resultat var som forventet og var påvirket af øgede finansieringsomkostninger og lavere beholdningsindtægter.
- Resultatet for 3. kvartal viste en betydelig fremgang som følge af øgede beholdningsindtægter.
- Indtægter i alt faldt med 5 % til 3.165 mio. kr. i forhold til 1.-3. kvartal 2010.
- Nedskrivninger på udlån udgjorde 739 mio. kr. samlet set i de første ni måneder af 2011. I samme periode i 2010 udgjorde nedskrivningerne 808 mio. kr. Nedskrivningerne udgør fortsat 0,14 % p.a. af de samlede realkreditudlån.
- Omkostningerne steg med 45 mio. kr. til 705 mio. kr. Det skyldtes blandt andet øgede it-omkostninger i forbindelse med tiltag, der skal gøre kundebetjeningen lettere og mere effektiv.
- 3-måneders restanceprocenten faldt i 3. kvartal og udgjorde 0,48 % ved udgangen af 3. kvartal mod 0,57 % efter 2. kvartal 2011.
- Realkredit Danmarks solvensprocent efter CRD var fortsat meget høj og udgjorde 35,8 mod 39,4 ultimo 2010.
- På grund af stigende finansieringsomkostninger har Realkredit Danmark varslet stigende bidragssatser for realkreditbelåning for privatkunder pr. 1. januar 2012. For erhvervssegmentet vil der ske en løbende tilpasning til de aktuelle markedsforhold.
- Forventningerne til resultatet for 2011 er uændrede.
Delårsrapport for 1.-3. kvartal 2011 (pdf)
Administrerende direktør Carsten Nøddebo, Realkredit Danmark, udtaler: ”Boligmarkedet er fortsat præget af lav aktivitet, og finansieringsomkostningerne er stigende. På trods af den lave aktivitet er det lykkedes Realkredit Danmark at styrke markedspositionen på såvel privat- som erhvervsmarkedet. Den kommende periode vil fortsat være præget af økonomisk usikkerhed, men samtidig har boligejerne lige nu en unik mulighed for at låse renten fast på et lavt niveau i længere tid eller benytte den lave rente til at reducere restgælden”.
Kontaktperson:
Administrerende direktør Carsten Nøddebo, telefon 45 13 20 82.