Halvårsresultat på 1.783 mio. kr.
Realkredit Danmark har offentliggjort delårsrapport for 1. halvår 2020.
Administrerende direktør Carsten Nøddebo, Realkredit Danmark, udtaler i forbindelse med regnskabet:
”Coronakrisen vendte fra den ene dag til den anden op og ned på dansk økonomi. Sammen med resten af koncernen er vi stærkt engageret i at hjælpe og støtte kunder, som er økonomisk ramt af krisen, og vi har taget flere initiativer for at støtte op om kunderne, blandt andet med større kreditfaciliteter.
Vi har i andet kvartal tilbageført nedskrivninger på 235 mio. kr., da vi trods stor usikkerhed tror på en bedring i dansk økonomi næste år. De samlede nedskrivninger for første halvår i år var dog betydeligt højere end i første halvår sidste år, og det var da også den primære årsag til, at vi landede på et lavere resultat for halvåret.
Samtidig har vi kunnet glæde os over, at der blandt kunder og investorer i en turbulent periode har været stor interesse for grøn finansiering, hvor vi har rundet en vigtig milepæl, idet Realkredit Danmarks grønne realkreditobligationer som de første i Danmark har opnået en likviditetsklassifikation på linje med traditionelle realkreditobligationer”.
Her følger udvalgte hovedpunkter:
- Realkredit Danmark koncernens resultat udgjorde 1.783 mio. kr. i 1. halvår 2020 mod 2.035 mio. kr. i 1. halvår 2019. Resultatet var påvirket af øgede nedskrivninger på udlån.
Nedskrivningerne udgjorde 470 mio. kr. i 1. halvår 2020 mod 287 mio. kr. i 1. halvår 2019. I 2. kvartal 2020 tilbageførte vi 235 mio. kr. Udviklingen i nedskrivningerne i 1. halvår 2020 skyldtes primært opdaterede makroøkonomiske scenarier i de modeller, der anvendes til beregning af nedskrivninger på udlån. På trods af coronakrisen er den underliggende kreditkvalitet fortsat solid med lave restancer og robust sikkerhedsdækning.
I et marked med rekordlave renter forsatte konverteringsaktiviteten fra 2019 ind i 2020. Efter et pænt niveau i 1. kvartal 2020 faldt konverteringsaktiviteten, da coronakrisen satte ind, hvilket resulterede i en lavere konverteringsaktivitet i 2. kvartal 2020. Alt i alt konverterede Realkredit Danmark lån for 47 mia. kr. i 1. halvår 2020.
Fastforrentede lån er aktuelt den foretrukne låntype hos boligejerne i Danmark. Dette gav et mindre fald i bidragsindtægterne. Vi forventer, at fastforrentede lån i 2020 vil nå op på at udgøre over 50% af vores realkreditlån til ejerboliger og sommerhuse.
Realkredit Danmark tilbød grønne obligationer som det første danske realkreditinstitut og har til dato udbetalt RD Cibor6® Green for 4,6 mia. kr. Obligationerne udstedes i forbindelse med større erhvervskunders finansiering af ejendomme med dokumenteret energivenlighed. Vi tilbyder nu også RD grøn finansiering af erhvervsejendomme i Sverige og vil snart kunne tilbyde det i Norge.
Realkredit Danmark forventer, at resultatet for 2020 bliver noget lavere end resultatet for 2019.
Kontaktperson: Administrerende direktør Carsten Nøddebo, telefon 45 13 20 82.