Realkredit Danmark kan fra 10. september 2011 tilbyde kunderne FlexGaranti® med renteloft i 10 år. Boliglånet garanterer, at renten ikke kan stige til over 5 procent i de kommende 10 år – samtidig kan boligejere nyde godt af de nuværende lave renter.
Realkredit Danmark mener, at timingen for det nye produkt er helt rigtig. FlexGaranti® med 10 års renteloft er et boligprodukt, som kan appellere til mange boligejere, der har valgt eller overvejer at vælge Flexlån® på grund af den lave rente – men alligevel er bekymrede for, hvordan renteudviklingen i de kommende år udvikler sig.
- Fordelen ved FlexGaranti® med renteloft er, at ydelsen på kundernes boliglån følger med ned, når renten er lav. Det giver mulighed for eksempelvis at afvikle anden gæld, når renten er lav som i øjeblikket. Samtidig giver renteloftet tryghed, da der er et maksimum loft over renten på 5 procent i 10 år. Det er en relativ lang periode, hvor man har ro på boligøkonomien, siger cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig fra Realkredit Danmark.
Han betegner FlexGaranti® med 10 års renteloft som et attraktivt midterprodukt, der kan appellere til mange. Det gælder almindelige boligejere – men også andelsboligforeninger og mindre erhvervskunder, der er bekymrede over de renterisici, der er forbundet med Flexlån® med 1-5 års fast rente, men som samtidig gerne vil have del i gevinsten, når renten er lav og derfor er villige til at løbe en lidt større risiko, end de har ved et fastforrentet lån.
Christian Hilligsøe Heinig er ikke i tvivl om, at FlexGaranti® med 10 års renteloft på 5 procent imødekommer et behov, blandt andet fordi FlexGaranti® med 30 års renteloft på 6 procent i en længere periode ikke har været prisfastsat til en fordelagtig kurs.
Bidragssatsen på FlexGaranti® med 10 års renteloft sidestilles med fastforrentede lån. Det vil sige, at der er en prismæssig rabat i forhold til den lidt højere bidragssats på Flexlån®.
- Det gør vi, fordi sikkerheden naturligvis er større, når kunderne kender deres maksimale rente i 10 år. FlexGaranti® med 10 års renteloft kan bidrage til at mindske danskernes rentefølsomhed. Hvis kunderne tager lånet til sig, som vi forventer, vil det samtidig være med til at reducere omfanget af rentetilpasningsauktioner. Det vurderer vi er positivt, og det mener vi også skal afspejles i bidragssatsen, siger Christian Hilligsøe Heinig.
Renten på lånet følger 6-måneders cibor-rente plus et rentetillæg på 0,4 procent.
Ydelsen på Realkredit Danmarks FlexGaranti® med 10 års renteloft vil svare omtrent til ydelsen på et FlexLån® F5-lån.
Obligationerne bag det nye produkt noteres på NASDAQ OMX Copenhagen A/S.
For mere information
Cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig, Realkredit Danmark telefon 24 98 23 82, chei@rd.dk