Resultat i de første tre kvartaler af 2012 på 1.582 mio. kr.
Realkredit Danmark har i dag offentliggjort delårsrapport for 1.-3. kvartal 2012. Her følger udvalgte hovedpunkter:
- Realkredit Danmark koncernens resultat udgjorde 1.582 mio. kr. i 1.-3. kvartal 2012 mod 1.290 mio. kr. i 1.-3. kvartal 2011.
- Indtægter i alt steg med 20 % til 3.797 mio. kr. mod 3.165 mio. kr. i 1.-3. kvartal 2011.
- Omkostningerne faldt med 6 % på grund af faldende udgifter til drift og udvikling af IT-systemer.
- Nedskrivninger på udlån steg i 1.-3. kvartal og afspejlede stigende nedskrivningsbehov på små og mellemstore erhvervskunder. Nedskrivningerne udgjorde 1.022 mio. kr. i 1.-3. kvartal 2012 mod 739 mio. kr. i samme periode i 2011. Nedskrivningerne svarede til 0,19 % p.a. af den samlede realkreditportefølje mod 0,15 % p.a. ultimo 2011.
- Restanceprocenten udgjorde 0,53 % i 1.-3. kvartal 2012 mod 0,46 % ultimo 2011. Restanceprocenten er opgjort som andelen af de forfaldne ydelser, der ikke er betalt 3 ½ måned efter sidste rettidige betalingsdag.
- Realkredit Danmark koncernens solvensprocent efter CRD udgjorde 35,7 mod 35,8 ultimo 2011.
- Fitch Ratings har i forbindelse med en ændring af deres ratingmetode placeret de særligt dækkede realkreditobligationer udstedt fra kapitalcenter T på "rating watch negative" med ny forventet rating på AA+. Udstedelser fra kapitalcenter S vil ikke blive berørt af metodeændringerne.
- Forventningen om et bedre resultat i 2012 end i 2011 fastholdes.
Delårsrapport 1.-3. kvartal 2012
Administrerende direktør Carsten Nøddebo, Realkredit Danmark, udtaler: ”Vi ser i øjeblikket den positive udvikling, at stadig flere kunder vælger lånetyper med større sikkerhed. Andelen af de helt korte FlexLån® er således faldet fra 32 pct. til 12 pct. af bruttoudlånet i løbet af tre kvartaler. Samtidig er andelen af nye lån med afdragsfrihed faldet betydeligt”.
Kontaktperson: Administrerende direktør Carsten Nøddebo, telefon 45 13 20 82.