Resultat på 648 mio. kr. i første kvartal 2013
Realkredit Danmark har i dag offentliggjort delårsrapport for 1. kvartal 2013. Her følger udvalgte hovedpunkter:
- Realkredit Danmark koncernens resultat udgjorde 648 mio. kr. i 1. kvartal 2013 mod 424 mio. kr. i 1. kvartal 2012. Resultatet er positivt påvirket af en tilfredsstillende forretningsmæssig udvikling og en stram omkostningsstyring.
- Indtægter i alt steg til 1.511 mio. kr. i 1. kvartal 2013 fra 1.177 mio. kr. i 1. kvartal 2012.
Omkostningerne faldt med 15 % i forhold til 1. kvartal 2012.
- Nedskrivningerne steg til 454 mio. kr. i første kvartal 2013 mod 385 mio. kr. i samme periode i 2012. Nedskrivningerne på erhvervskunder var stabile. Stigningen i de samlede nedskrivninger skyldtes, at der blev foretaget en hensættelse på 100 mio. kr. til imødegåelse af tab på afdragsfrie lån. Nedskrivningerne svarede til 0,25 % p.a. af den samlede realkreditportefølje mod 0,18 % p.a. i 2012.
- Restanceprocenten udgjorde 0,57 % i 1. kvartal 2013 mod 0,58 % i 1. kvartal 2012. Restanceprocenten opgøres som andelen af de forfaldne ydelser, der ikke er betalt 3 1/2 måned efter sidste rettidige betalingsdag.
- Beholdningen af overtagne ejendomme var ultimo 1. kvartal 2013 på 149, hvilket var 7 færre end primo året.
- Koncernens solvensprocent efter CRD udgjorde 33,6 ultimo 1. kvartal 2013 mod 34,3 ultimo 2012. Koncernen har en basiskapital på 45,3 mia. kr. svarende til en overdækning på 19,0 mia. kr. i forhold til overgangsreglerne i CRD.
- Realkredit Danmark udstedte i 1. kvartal 2013 seniorgæld for 2 mia. kr. og i april for yderligere 3,5 mia. kr.
- Kunder med lån for ca. 17 mia. kr. skiftede i 1. kvartal 2013 profil fra lån med årlig refinansiering til lån med refinansiering hvert 3.-5. år, hvilket var en fortsættelse af trenden fra 4. kvartal 2012.
- Samlet set fastholder Realkredit Danmark forventningen om et bedre resultat i 2013 end i 2012.
Delårsrapport 1. kvartal 2013
Administrerende direktør Carsten Nøddebo, Realkredit Danmark, udtaler: ”Den forretningsmæssige udvikling er tilfredsstillende, og det er glædeligt at se en begyndende effekt af de incitamenter, vi har givet kunderne til at vælge lån med afdrag og mindre hyppig refinansiering”.
Kontaktperson: Administrerende direktør Carsten Nøddebo, telefon 45 13 20 82.