Fitch Ratings meddeler i dag AAA ratings af særligt dækkede realkreditobligationer udstedt fra Realkredit Danmarks kapitalcentre S og T samt en A udsteder rating (IDR) af Realkredit Danmark. Realkredit Danmark har dermed igen AAA ratings fra to rating bureauer. Det er første gang, at Fitch Ratings meddeler en rating af et dansk realkreditinstitut.
Fitch Ratings meddeler samtidig, at ratingen af særligt dækkede realkreditobligationer udstedt fra Kapitalcenter T, som Realkredit Danmark anvender til finansiering af FlexLån® og variabelt forrentede lån, kan blive nedjusteret til AA+, hvis Fitch Ratings indfører nye rating kriterier. De nye rating kriterier blev sendt i høring i maj 2012. Med de nye rating kriterier vil Fitch Ratings sætte et loft over ratingen i kapitalcentre med løbetidsubalancer og deraf følgende refinansieringsrisiko.
De nye rating kriterier vil ikke berøre Kapitalcenter S, som Realkredit Danmark anvender til finansiering af fastforrentede lån og FlexGaranti®. Obligationer til finansiering af disse lån vil dermed have den højest mulige rating også efter den evt. implementering af nye rating kriterier.
De meddelte ratings understreger Realkredit Danmarks robuste kreditkvalitet og solide indtjeningsevne. Realkredit Danmark vurderer, at de meddelte ratings vil bekræfte investorerne i deres tillid til Realkredit Danmark og det danske realkreditsystem. Samtidig afslutter de meddelte ratings den proces, som Realkredit Danmark satte i gang ved at vælge at afbryde samarbejdet med Moody’s i juni 2011.
Direktionen
Eventuel henvendelse kan rettes til administrerende direktør Carsten Nøddebo Rasmussen på telefon 45 13 20 82.