Som led i den fortsatte efterforskning i sagen om mulig kursmanipulation i 2009 ( Selskabsmeddelelse nr. 12/2014) har Realkredit Danmark A/S og én af de i forvejen sigtede medarbejdere modtaget yderligere en sigtelse fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK).
Det forhold, som Realkredit Danmark nu sigtes for, var allerede afdækket i den interne undersøgelse, som Danske Bank og Realkredit Danmark på eget initiativ har gennemført og orienteret myndighederne om og vedrører samme personkreds, som er omfattet af den tidligere sigtelse.
Sigtelsen har følgende ordlyd :
” for overtrædelse af værdipapirhandelslovens § 36 stk. 1, ved som juridisk person at have ansvaret for at Realkredit Danmark A/S ( Fondshandel) v/ XX tirsdag d. 4. august 2009 i en telefonsamtale videregav intern viden fra Realkredit Danmark A/S til Danske Bank A/S ( Danske Markets) v/ YY, om at Realkredit Danmark A/S torsdag d. 6. august 2009 med notering på Nasdaq OMX ville åbne for handel i ny serie 2% obligationer til Flexlån, selv om denne videregivelse af intern viden ikke var et normalt led i udøvelsen af XX’s funktion”.
Realkredit Danmark samarbejder fortsat fuldt ud med myndighederne om afdækningen af sagen.
Med venlig hilsen
Realkredit Danmark A/S
Eventuel henvendelse kan rettes til Koncernpressechef Kenni Leth, tlf. 51 71 43 68.