Realkredit Danmark har besluttet at oprette et nyt kapitalcenter til finansiering af FlexLån®. Det sker for også i fremtiden at kunne udstede obligationer med de lavest mulige renter og fortsat tilbyde kunderne konkurrencedygtige boliglån.
Det nye kapitalcenter vil blive benyttet til udstedelse af særligt dækkede realkreditobligationer til finansiering af nye FlexLån® samt til refinansiering af allerede udbetalte FlexLån®. Realkredit Danmark vil søge en så høj rating som muligt af det nye kapitalcenter.
Fastforrentede lån og variabelt forrentede lån med renteloft vil fortsat blive finansieret i det nuværende kapitalcenter (Kapitalcenter S).
Realkredit Danmark er Danmarks næststørste realkreditinstitut og har et udlån på 694 mia. kr. Det er Realkredit Danmarks vurdering, at dette skridt vil medvirke til at fremtidssikre det danske realkreditsystem og gøre det mere robust over for store udsving i økonomien og på de finansielle markeder.
Realkredit Danmark opsiger samarbejde med Moody’s
Realkredit Danmark har desuden besluttet at opsige samarbejdet med ratingbureauet Moody’s. Baggrunden er, at Moody's som en konsekvens af modelberegninger har bedt Realkredit Danmark stille 32,5 mia. kr. i yderligere overdækning for at fastholde sin nuværende AAA-rating.
Realkredit Danmark har mulighed for at stille den yderligere overdækning enten gennem udstedelser af junior covered bonds eller gennem et lån fra Danske Bank. Danske Bank-koncernens likviditetsposition er stærk og absolut tilstrækkelig til at stille den påkrævede overdækning.
Imidlertid har Realkredit Danmark realkreditsektorens højeste solvens på 35,9 pct. og en lav tabsprocent, der på intet tidspunkt under den finansielle krise har oversteget 0,2 pct. Realkredit Danmark er derfor uenig med Moody’s i ratinginstituttets syn på dansk realkredit og kravet til yderligere sikkerhedsstillelse i Realkredit Danmark.
Realkredit Danmark har haft en principiel dialog med Moody’s med henblik på at forstå argumenterne bag ratingmodellen, men har konkluderet, at der er tale om en grundlæggende uenighed. Moody's metode adskiller sig væsentligt fra den, Realkredit Danmark kender fra andre ratinginstitutter.
Realkredit Danmark er fortsat AAA-ratet hos S&P og forventer ikke, at opsigelsen af Moody’s får nogen forretningsmæssige konsekvenser.
Stigning i bidragssatser
Realkredit Danmark hæver bidragssatser med virkning fra 1. januar 2012. De nærmere vilkår bliver meldt ud senere på året.
Realkredit Danmarks prissætning vil have til formål at sikre fortsat konkurrencedygtighed og muligheden for at finansiere obligationsudstedelser til de lavest mulige renter. Priserne vil være differentieret mellem lånetyperne.
Med venlig hilsen
Direktionen
Eventuel henvendelse kan rettes til adm. direktør Carsten Nøddebo, tlf. 45 13 20 82 eller afdelingsdirektør Anders Klinkby, tlf. 25 10 19 19.