Årets resultat i Realkredit Danmark: 4.181 mio. kr.
Realkredit Danmark har offentliggjort årsrapport for 2016. Administrerende direktør Carsten Nøddebo, Realkredit Danmark, udtaler i forbindelse med regnskabet:
”Realkredit Danmark opnåede i 2016 en tilfredsstillende fremgang. Vi styrkede vores markedsposition gennem udlånsvækst til både private og erhverv. Vi har samtidig haft en positiv udvikling på nedskrivninger, der er på det laveste niveau siden 2007. Det vidner om, at vores kunders økonomi er i langt bedre gænge, hvilket vi også kan se i forhold til voksende friværdier, og at færre boligejere er teknisk insolvente”.
Her følger udvalgte hovedpunkter:
- Realkredit Danmark koncernen opnåede i 2016 et resultat på 4.181 mio. kr. mod 3.890 mio. kr. året før. Resultatet, der var 7 % højere end i 2015, var som forventet. Fremgangen var drevet af lavere nedskrivninger på udlån, mens indtægter relateret til udlånsaktiviteten faldt i 2016 efter en meget høj konverteringsaktivitet i 2015. Konverteringsaktiviteten steg dog i 2. halvår 2016.
- Nedskrivninger på udlån faldt i 2016 og udgjorde 182 mio. kr. mod 432 mio. kr. i 2015. Udviklingen i de samlede nedskrivninger skyldtes en generel bedring af de økonomiske forhold i Danmark. De samlede nedskrivninger svarer til 0,02 % af det samlede realkreditudlån mod 0,06 % ultimo 2015.
- Realkreditudlån udviklede sig positivt i 2016 med en stigning på 15 mia. kr., heraf 9 mia. kr. til privatkunder.
- Kunderne viste i 2016 fortsat stor interesse for Realkredit Danmarks fastrenteprodukter. I løbet af 2016 blev der udbetalt lån med fast rente for 65 mia. kr., svarende til 48 % af de udbetalte lån.
Samtidig valgte kunder med udlånsvolumen på i alt 4 mia. kr. at skifte deres FlexLån® med korte refinansieringsintervaller ud med lån med længere refinansieringsintervaller.
- Resultatet for 2017 forventes at blive på samme niveau som i 2016.
Årsrapport 2016
Kontaktperson: Administrerende direktør Carsten Nøddebo, telefon 45 13 20 82.