Resultat på 1.249 mio. kr. i første kvartal 2018
Realkredit Danmark har offentliggjort delårsrapport for 1. kvartal 2018.
Administrerende direktør Carsten Nøddebo, Realkredit Danmark, udtaler i forbindelse med regnskabet:
”Resultatet for første kvartal er tilfredsstillende og afspejler øget udlånsaktivitet på både privat- og erhvervsmarkedet. Vi oplever fortsat, at kunderne søger større rentesikkerhed. Således var 37 pct. af alle nye lån med fast rente, og når det gælder lån med variabel rente, var 75 pct. af alle nye lån med minimum fem års rentebinding. I efteråret 2017 lancerede vi FlexLife®, som kunderne har taget godt imod. Siden årsskiftet har vi fordoblet antallet af lånetilbud til eksisterende og nye kunder og har med udgangen af marts måned rundet lånetilbud for 10 mia. kroner”.
Her følger udvalgte hovedpunkter:
- Realkredit Danmark koncernens resultat udgjorde 1.249 mio. kr. mod 1.155 mio. kr. i 1. kvartal 2017. Resultatet i 1. kvartal 2018 var positivt påvirket af en øget udlånsportefølje. Konverteringsaktiviteten var på samme niveau som i 1. kvartal 2017.
- Nedskrivningerne på udlån udgjorde en indtægt på 83 mio. kr. mod en udgift på 37 mio. kr. i 1. kvartal 2017. Der blev både i 1. kvartal i år og sidste år tilbageført tidligere hensættelser mod tab primært på erhvervskunder.
- Realkredit Danmark introducerede i september 2017 et helt nyt realkreditprodukt, FlexLife®. Kunderne har taget meget positivt mod FlexLife®, og ved udgangen af 1. kvartal 2018 var der afgivet tilbud for 10 mia. kr.
- Kunderne efterspurgte i 1. kvartal 2018 primært fastforrentede lån og FlexLån® med refinansieringsintervaller på 5 år.
- Resultatet for 2018 forventes fortsat at blive på samme niveau som i 2017.
Læs Delårsrapport for 1. kvartal 2018
Kontaktperson: Administrerende direktør Carsten Nøddebo, telefon 45 13 20 82.