Resultat på 1.008 mio. kr. i 1. kvartal 2021
Realkredit Danmark har offentliggjort sin delårsrapport for 1. kvartal 2021.
Administrerende direktør Carsten Nøddebo udtaler i forbindelse med regnskabet:
”Nettoresultatet er steget fra 541 mio. kr. i 1. kvartal 2020 til 1.008 mio. kr. i 1. kvartal 2021. Fremgangen skyldes primært, at behovet for nedskrivninger er faldet, trods de nye nedlukninger af samfundet i år. Det vidner om, at boligmarkedet og danskerne generelt har klaret sig økonomisk godt gennem corona-krisen. Selvom samfundet er på vej til at åbne yderligere op, og vi sammen med vaccineudrulningen forventer en større grad af normalisering af samfundsøkonomien, vil vi fortsat strække os langt for at hjælpe de af vores kunder, der måtte opleve vanskeligheder som følge af corona-krisen.
Efterspørgslen efter FlexLife®-lån er fortsat på et højt niveau, og vi glæder os desuden over, at vores kunder har taget rigtig godt imod vores tiltag inden for bæredygtig finansiering. Vi har i 1. kvartal udvidet målgruppen for grønne obligationer til også at omfatte mellemstore virksomheder, og vi har rundet et samlet udlån på 10 mia. kr. i grønne obligationer.”
Her følger udvalgte hovedpunkter:
- Realkredit Danmark-koncernen opnåede i 1. kvartal 2021 et resultat på 1.008 mio. kr. mod 541 mio. kr. i 1. kvartal 2020. Resultatet var positivt påvirket af lavere nedskrivninger på udlån.
- Nedskrivninger på udlån udgjorde 115 mio. kr. i 1. kvartal 2021 mod 705 mio. kr. i 1. kvartal 2020. Nedskrivninger på udlån var således i 1. kvartal 2021 på et mere normalt niveau.
- Kundernes interesse for FlexLife® med fast rente, der blev lanceret i september 2020, er stadig meget stor, og pr. 31. marts 2021 havde Realkredit Danmark udbetalt lån for 14 mia. kr.
- Realkredit Danmark fastholdt i 1. kvartal 2021 sit fokus på udlån baseret på grønne obligationer. Kunderne har været meget positive, og det samlede udlån beløber sig nu til 10 mia. kr.
- Fastforrentede lån med lav risiko og lav margin har genvundet deres position som den foretrukne låntype blandt boligejerne i Danmark. Dette gav, kombineret med at kunderne i stigende grad afdrager på deres lån, et mindre fald i bidragsindtægterne.
- Resultatet for 2021 forventes at være marginalt lavere end i 2020.
Delårsrapport for 1. kvartal 2021
Kontaktperson: Administrerende direktør Carsten Nøddebo, telefon 45 13 20 82.