Højsæsonen for køb af sommerhuse står for døren. Ud fra de seneste syv års handelshistorik viser det sig, at handelsaktiviteten i 2. kvartal gennemsnitligt set løfter sig med mere end 30 % alene som følge af det traditionelle sæsonmønster. Denne tendens er ikke speciel svær at forklare – køberne vil gerne nå at overtage og måske endda sætte sit personlige præg på sommerhuset inden sommeren for alvor sætter ind, så de dermed kan nå at få glæde af sommerhuset i indeværende sæson.
I denne analyse har vi taget pulsen på sommerhusmarkedet og set nærmere på, hvad det er for et marked potentielle købere står over for. Analysens konklusioner er som følger:
- Krisen kradser ikke i større stil hos sommerhusfolket. Godt nok er friværdierne skrumpet med mere end 60 mia. kroner siden sommeren 2007, men sommerhusejerne er gennemsnitligt set stadig velpolstrede. Friværdien i det gennemsnitlige sommerhus er på landsplan på cirka 800.000 kroner, og belåningsgraden er relativ lav med blot i omegnen af 35 % af husets værdi.
- Der er store forskelle på tværs af sommerhuslandet, når vi ser på sommerhuspriser og friværdier. Sommerhuspriserne og friværdierne er størst i Varde Kommune (bl.a. Blåvand) og Frederikshavn (bl.a. Skagen). Her koster et gennemsnitligt sommerhus på 85 kvadratmeter tæt på 1,7 mio. kroner og den gennemsnitlige friværdi topper i Varde med næsten 1,375 mio. kroner.
- Kombinationen af velpolstrede sommerhusejere og historisk lave renter, der er med til at holde boligudgifterne nede, har betydet, at sommerhussælgerne tilsyneladende har større tålmodighed med at sælge huset i forhold til ejerboligmarkedet generelt. Vi ser i hvert fald, at både udbudstid og salgstid er længere end på ejerlejligheder og parcelhuse samt, at udbudspriserne sættes relativt højere i forhold til de faktiske markedspriser sammenlignet med ejerboligmarkedet.
- De generelt høje udbudspriser betyder, at potentielle købere skal se sig for i jagten på sommerhuset, da det giver en risiko for at købe for dyrt i forhold til de aktuelle markedsniveauer. Når det er sagt, er det dog vigtigt at gøre sig klart, at den drivende motivation ved sommerhuskøb som altid bør være nytteværdien af sommerhuset og ikke et større fokus på investeringsperspektivet.
Læs hele analysen om friværdierne på sommerhusmarkedet (pdf)