Andelsboligmarkedet kan som udgangspunkt godt virke en anelse mere kompliceret end ejerboligmarkedet, da der er flere bolde i luften end bare prisen på boligen, og ens eget valg af boligfinansiering. Med udgangspunkt i data for 1.450 andelsboliger i Region Hovedstaden har vi set nærmere på, hvordan økonomien i andelsboligforeningerne er skruet sammen, og hvor meget ejerbolig man egentlig kan få for de penge, det koster at købe og bo i andelsbolig. I relation til sidstnævnte giver vi i denne analyse dermed også et fingerpeg om, hvornår en andelsbolig kan være et ”godt køb” i forhold til en ejerbolig.
- Som potentiel køber af en andelsbolig er andelsindskud, boligafgift og finansieringsformen i foreningen de primære parametre at fokusere på i relation til at bestemme, om andelsboligen er dyr eller billig. Derudover er det også værd at være opmærksom på eventuelle fremtidige udgifter til større vedligeholdelsesopgaver. Det gælder både for andelsboliger og ejerboliger.
- Ser vi på data, så er det gennemsnitlige andelsindskud i Region Hovedstaden på godt 1 mio. kroner, og den gennemsnitlige boligafgift er på cirka 3.900 kroner. Godt 50 % af andelsboligforeningernes lån er i øjeblikket variabelt forrentede, mens 45 % er afdragsfrit. Dermed er andelen af både variabelt forrentede lån og afdragsfrihed en tand lavere end det, vi ser for ejerboliger og fritidshuse.
- Med de gennemsnitlige karakteristika for andelsboligerne i Region Hovedstaden kan man købe en tilsvarende ejerbolig for cirka 1,9 mio. kroner. Ser vi på priserne for ejerlejligheder i samme område og på samme størrelse, så koster de faktisk også i omegnen af samme prisleje. Priserne på andelsboliger synes altså gennemsnitligt set at være i god tråd med priserne på ejerlejligheder.
- Valget mellem andelsbolig og ejerlejlighed fra en købers synspunkt bør på baggrund af dette resultat altså mere generelt afhænge af de ”bløde” parametre som beliggenhed, stand og indretningsmuligheder frem for, at den ene boligform er mere økonomisk fordelagtig i forhold til den anden boligform.
- Der vil selvfølgelig altid være afvigelser fra gennemsnittet, og vi har derfor også regnet på, hvornår en andelsbolig umiddelbart ligner et godt køb i forhold til en omtrent tilsvarende ejerbolig. Disse beregninger kan dog ikke stå alene, og vi anbefaler som altid at få rådgivning med ind over andelsboligkøbet.
Selv om andelsboligmarkedet generelt ikke ser dyrere ud end ejerboligmarkedet, er det ikke en garanti for, at andelsboligerne ikke på tilsvarende vis som ejerboliger kan falde i pris. Priserne på andelsboliger følger markedet for udlejningsejendomme, og hvis priserne her falder, så betyder det også, at den lovmæssige maksimalpris justeres ned – altså det beløb som man maksimalt kan sælge sin andelsbolig til.
Læs RD Analyse (pdf 316 kb)