Højsæsonen for køb af sommerhus er nu skudt i gang, og i den anledning har vi set nærmere på den danske sommerhusejer med udgangspunkt i vores egne lånedata. Konklusionerne er, som følger:
- Den typiske danske sommerhusejer er i omegnen af 60 år. Mere end hvert andet sommerhus er ejet af personer over 60 år og kun 5 % af sommerhusejerne er under 40 år.
- Danske sommerhusejere er i høj grad til variabelt forrentede realkreditlån. ”Kun” 30 % af sommerhusudlånet er finansieret med fast rente – det er mindre end på boligmarkedet generelt. Det er især F5-lån og F3-lån, der vælges blandt de variabelt forrentede lån, og flere sommerhusejere har dermed i de senere år skiftet F1-lånet ud.
- Afdragsfriheden udgør cirka 47 % af sommerhusudlånet – omtrent på linje med resten af boligmarkedet. Afdragsfriheden er mest udbredt blandt de unge og de ældre, og i det hele taget understreger tallene, at boligejerne på tværs af aldersgrupper har taget både variabel rente og afdragsfrihed til sig som muligheder i boligfinansieringen.
- Den gennemsnitlige belåningsgrad for realkreditlånet i sommerhuset er på 48,9 %. Selv om der er betydelige forskelle i de gennemsnitlige lånestørrelser på tværs af landet, er der ikke de store forskelle i den gennemsnitlige belåningsgrad. Det er en indikation på, at de ellers tydelige polariseringstendenser på boligmarkedet over de senere år har været væsentligt mere afdæmpet på sommerhusmarkedet.
- Der er betydelige forskelle i friværdierne i kroner og øre på tværs af landets større sommerhuskommuner. Den gennemsnitlige friværdi pr. sommerhus på landsplan er på cirka 675.000 kroner, og den topper i Helsingør med cirka 1.150.000 kroner.
- Selv om friværdierne på sommerhusmarkedet i gennemsnit er høje og belåningsgraderne et godt stykke fra de maksimale 60 %, når vi snakker realkredit, er der en del sommerhuse, som er overbelånte. Godt hver fjerde sommerhusejer har således en belåningsgrad over 60 %. Det skal især ses i lyset af, at sommerhuspriserne stadig er nede med i omegnen af 25 % siden toppen i 2007.
- Regeringen har foreslået, at lånegrænsen for sommerhuse løftes fra 60 % til 75 % for realkreditlån gældende pr. 1. maj. Sommerhusejerne vil primært få gavn af dette forslag via et mindre løft i efterspørgslen efter sommerhuse. Ellers vil det især være sommerhusejere med en belåningsgrad mellem 50-60 % og som samtidig har et boliglån i banken, der vil få glæde af forslaget. De kan skifte en højere rente på banklånet ud med en lavere rente på realkreditlånet. Som altid skal omkostningerne ved omlægning dog holdes op imod gevinsten ved en lavere rente. Omtrent hver fjerde sommerhusejer befinder sig i belåningsintervallet mellem 50-60 % LTV – men vi har ingen data på, hvor mange af disse, der har et boliglån i sommerhuset ved siden af realkreditlånet.
Læs hele analysen