Højsæsonen for forældrekøb står for døren. I den anledning har vi set nærmere på økonomien i et forældrekøb på tværs af landets studiebyer og opstillet nogle gode råd og overvejelser, som man med fordel kan tage med sig i forbindelse med et forældrekøb. Konklusionerne er som følger:
- Gennem de senere år har vi oplevet kraftige prisstigninger på ejerlejligheder i landets store studiebyer. Det har i sagens natur gjort det dyrere at give sig i kast med et forældrekøb, men omvendt er de stadig meget lave renter med til at holde udgifterne nede. Samlet set er udgifterne til et forældrekøb stadig på nogle relativt lave niveauer i en historisk kontekst – og også lavere end på samme tid sidste år trods fortsatte boligprisstigninger.
- Det er klart, at grundet de store prisforskelle på tværs af landet er der store forskelle på den månedlige udgift ved et forældrekøb. Et typisk forældrekøb af en ejerlejlighed på 50 kvadratmeter og med et afdragsfrit fastforrentet lån kan koste forældrene i omegnen af 500 kroner om måneden i København til 250 kroner i Aarhus, mens der ligefrem kan være et månedligt overskud i Odense og Aalborg.
- Èn ting er, at selve økonomien her og nu et i forældrekøb ser fornuftig ud. Noget andet er, hvordan økonomien ser ud, når lejligheden engang skal sælges. Her afhænger meget i sagens natur af prisudviklingen på boligmarkedet. Man kan være heldig, at boligpriserne er steget, og det dermed i sidste ende viser sig at være en rigtig god investering, men omvendt er der også en risiko for faldende boligpriser og tab på forældrekøbet.
- Ofte er der med vores øjne et alt for stort fokus på, hvorvidt forældrekøb vil være en god investering eller ej. Ingen kender svaret på dette spørgsmål, og forældrekøb er under alle omstændigheder ikke uden økonomiske risici. Udgangspunktet for forældrekøb bør derfor som altid være nytteværdien for hele familien og i sagens natur en robust privatøkonomi.
- Endeligt er det vigtigt, at man som familie har afstemt forventningerne til hinanden i forbindelse med forældrekøbet. Dermed mindskes risikoen for fremtidige uoverensstemmelser. Det kan være forældrene indbyrdes i forhold til at begge parter er indstillet på at afgive noget af deres løbende privatøkonomiske råderum samt påtage sig større eksponering mod boligmarkedet. Det kan også være mellem forældre og barn i relation til eksempelvis vedligeholdelse af boligen til, hvornår forældrekøbet nogenlunde forventes at ophøre.
Læs hele analysen