Vi har taget pulsen på sommerhusmarkedet. Analysens konklusioner er som følger:
- Højsæsonen for køb af sommerhuse står for døren, og den varer frem til og med september. Alene i maj og juni trækkes aktiviteten isoleret set op med i omegnen af 40 % som følge af sæsoneffekten.
- Handelsaktiviteten på sommerhusmarkedet har været i fremgang siden 2011, og siden da er aktiviteten steget med næsten 80 %. Fremgangen har været en tand stærkere end på boligmarkedet set som gennemsnit. Vi kan dermed også aflive løbende anekdotiske historier om, at danskerne har tabt interessen for at købe sommerhus grundet argumenter som eksempelvis deleøkonomi, billige flybilletter etc.
- Den stigende interesse for køb af sommerhus skal ses i lyset af det generelt bedre økonomiske klima samt lave renter og stadig lave sommerhuspriser. Ser vi på finansieringsomkostningerne ved køb af sommerhus, er den månedlige nettoydelse i forhold til de disponible indkomster blevet reduceret med mere end 50 % siden 2007/2008. Vi skal tilbage til 1998/1999 for at finde et år, hvor adgangen til sommerhusmarkedet har været lige så ”nem” rent økonomisk som i dag.
- Sommerhussalget er kommet rigtig godt fra start her i det nye år. Det er endnu for tidligt at konkludere, om der er lidt støj i tallene, eller om det er de nye politiske initiativer, der synes på vej til sommerhusmarkedet, som kan have sat lidt ekstra skub i interessen for køb af sommerhus.
- En af regeringens ventede vitaminpiller til sommerhusmarkedet er, at den maksimale lånegrænse for realkreditlån skal hæves fra 60 % til 75 %. Det vil kunne give anledning til øget aktivitet, men vores beregninger indikerer, at et sådan tiltag ”kun” vil give et mindre skub fremad på prisudviklingen på sommerhusmarkedet over de kommende år.
- Trods yderligere politiske vitaminpiller på vej til sommerhusmarkedet er det vores vurdering, at sommerhuspriserne vil bevæge sig omtrent sidelæns til mindre prisstigninger på 2-3 % over det kommende års tid. Det store udbud af sommerhuse til salg vil fortsat virke som en bremse på det opadgående prispotentiale.
- Det store udbud af sommerhuse til salg er netop også en forklaringerne på, at prisudviklingen har været relativ træg sammenlignet med boligmarkedet generelt over de seneste par år. Prisfald på sommerhuse er dog kommet til vejs ende og er blevet erstattet af stabile til svagt stigende priser på landsplan. Ser vi på de lokale sommerhustal, kan vi konkludere, at det sjællandske sommerhusmarked er i lidt bedre form end det jyske.
Læs hele analysen