Selv om vinteren endnu ikke rigtig har sluppet sit tag, så kommer vi ikke uden om, at påsken så småt nærmer sig og at højsæsonen for køb af sommerhus står for døren.
I denne analyse har vi taget pulsen på sommerhusmarkedet, og konklusionerne er som følger:
- Højsæsonen for køb af sommerhus står for døren, og denne gang skydes den i gang med den største optimisme omkring sommerhusmarkedet set i mange år. Sommerhussalget har således været stigende gennem en årrække, og aktiviteten er nu tilbage på det højeste niveau siden 2005.
- Selv sommerhuspriserne – som ellers kronisk har halset efter resten af boligmarkedet – er begyndt at røre på sig, og pilen peger nu tydeligt opad. Set over det seneste år er sommerhuspriserne steget med cirka 6 % - det er en højere prisstigningstakt sammenlignet med parcelhusmarkedet. Det er også første gang i en del år, at vi oplever denne tendens.
- Det er nærliggende at tilskrive den positive udvikling på sommerhusmarkedet til de politiske vitaminpiller tilført sidste år i form af en højere maksimal lånegrænse ved brug af realkreditlån. Det har mange sommerhusejere benyttet sig af, og små 50 % af vores lånesager har siden da haft en belåningsgrad over 60 %
- De politiske vitaminpiller er dog langt fra hele forklaringen – om noget har det blot betydet lidt ekstra medvind. Fremgangen på sommerhusmarkedet begyndte for alvor i 2015 – og den primære forklaring på vendingen er det økonomiske opsving. Sommerhuse er et ”luksusgode”, og det gør markedet meget konjunkturfølsomt. I takt med at det økonomiske opsving har taget til i styrke, har flere fået mod på at realisere sommerhusdrømmen.
- Det økonomiske opsving betyder også, at de lave renter i højere grad end ellers bliver en katalysator for sommerhusmarkedet. Ser vi på den samlede finansieringsbyrde ved køb af sommerhus, er der tale om et meget lavt niveau i en historisk kontekst. Det øger ligeledes appetitten på køb af sommerhus.
- Der er store forskelle på formkurven på sommerhusmarkedet på tværs af landet. Det er især det nordsjællandske sommerhusmarked, der klarer sig bedst på de forskellige parametre, mens det jyske sommerhusmarked i flere områder er udfordret i forhold til lange salgstider og træg prisudvikling.
- Der bliver stadig givet store nedslag i udbudsprisen på sommerhusmarkedet. Står man og overvejer at gå på jagt efter et sommerhus i løbet af de kommende måneder, er det derfor vigtigt at gøre sit hjemmearbejde ordentligt i forhold til at se nærmere på, om udbudsprisen er fastsat nogenlunde realistisk i forhold til tilsvarende sommerhuse i området. Endeligt er det vigtigt at huske på, at køb af sommerhus først og fremmest er en investering i nytteværdi for en selv og sin familie.
- Vi venter en prisvækst på sommerhuse omtrent på linje med eller måske endda en lille tand over parcelhuse i 2018 – dvs. en prisstigningstakt på 3-5 % - som følge af fortsat fremgang i dansk økonomi og et stadig lavt renteniveau.
Læs hele analysen