Højsæsonen for forældrekøb står for døren. I den anledning har vi traditionen tro set nærmere på økonomien i et forældrekøb på tværs af landets studiebyer. Analysen er vedhæftet og konklusionerne er som følger:
Efter nogle år med stigende likviditetskrav ved forældrekøb som følge af de kraftige prisstigninger på ejerlejligheder er likviditetskravet faldet markant gennem det seneste års tid. Samlet set er det muligt at holde udgifterne til et forældrekøb på rekordlave niveauer i en historisk kontekst – det er hvad enten man kigger mod Aarhus eller København.
Opbremsningen på markedet for ejerlejligheder siden foråret 2018 spiller i sagens natur en rolle, men den primære forklaring er det betydelige rentefald. I dag er det muligt at hjemtage et 30-årigt fastforrentet 1 %-lån til en god kurs, hvor det tilbage i sommeren 2018 var et fastforrentet 2 %-lån, der var det toneangivende.
En fornuftig økonomi her og nu ved et forældrekøb er dog ikke det samme som, at det samlede regnskab ender fornuftigt, når lejligheden engang skal sælges. Her afhænger meget naturligvis af prisudviklingen på boligmarkedet.
Den usikre situation på markedet for ejerlejligheder med risiko for prisfald over de kommende år synes at bidrage til en mindsket appetit på forældrekøb for tiden. Samtidig kan de senere års finansielle regulering, som har ført til kreditstramninger i vækstområderne, også spille en rolle. Aktiviteten på markedet for forældrekøb er i hvert fald faldet tilbage på niveauerne fra 2011, og forældrekøb udgør i dag cirka 10 % af markedet for ejerlejligheder mod en top på tæt ved 20 % tilbage i 2013.
Udgangspunktet for forældrekøb bør som altid være nytteværdien for hele familien og en robust privatøkonomi. Typisk er der med vores øjne et alt for stort fokus på, hvorvidt forældrekøb vil være en god investering eller ej. Ingen kender svaret på dette spørgsmål, og forældrekøb er ikke uden økonomiske risici.
Endeligt er det vigtigt, at man som familie har afstemt forventningerne til hinanden i forbindelse med forældrekøbet. Dermed mindskes risikoen for fremtidige uoverensstemmelser i familien.
Læs hele analysen