Vi har i en ny analyse set nærmere på boligejernes friværdier, der nu er tæt på toppen fra 2006. Med en god portion penge i murstenene har boligejerne generelt en solid boligøkonomi. Kombinerer vi dette med de senere års udvikling inden for valg af låntyper, er boligejerne således godt polstret mod et eventuelt økonomisk uvejr.
2020 er i den grad et anderledes år, hvor vi er blevet ramt af Covid19, der hurtigt fik sat alt på standby for en periode og usikkerheden om effekten på boligmarkedet har været stor. Boligmarkedet har dog indtil videre heldigvis og en smule overraskende klaret sig langt bedre, end vi havde frygtet. Men det ændrer ikke ved, at der stadig usikkerhed omkring dansk økonomi og boligmarkedet. De danske boligejere kan dog glæde sig over, at der er pæne friværdier i deres boliger.
Analysen er vedhæftet og konklusionerne er som følger:
- De samlede friværdier for parcelhuse, ejerlejligheder og fritidshuse, er nu på hele 1.815 mia. kr., hvilket blot er 55 mia. kr. fra toppen tilbage i 2006. Det svarer til en friværdi på 987.000 kr. pr bolig. Det skyldes, at værdien af boligerne er steget mere end boliggælden. Siden 2012 er værdien af boligerne således steget med 37 pct. svarende til en stigning på i omegnen af 1.020 mia. kr., mens den samlede boliggæld blot er steget med ca. 12 pct.
- Det er realkreditgælden, der hovedsageligt har trukket den samlede boliggæld op de senere år, mens det modsatte faktisk gør sig gældende for banklån i boligen, som har været nogenlunde stabil til svagt faldende
- Den gennemsnitlige belåningsgrad er på 52 pct., hvilket er et pænt stykke under niveauet tilbage i 2012 på over 60 pct., men i et historisk perspektiv er belåningsgraden dog et stykke over det historiske gennemsnit over de seneste 70 år på 43 pct.
- Den gennemsnitlige friværdi for ejerlejligheder og parcelhuse er nogenlunde på samme niveau med henholdsvis 985.000 kr. og 980.000 kr. Sommerhusene derimod ligger en tak højere med en gennemsnitlig friværdi på omtrent 1.030.000 kr., hvilket skyldes en kombination af lavere belåningsgrad og at flere sommerhuse er uden gæld.
- Den gennemsnitlige friværdi er steget med over 400.000 for både ejerlejligheds- og parcelhusejere siden slutningen af 2012. Parcelhusejerne er i snit blot 87.000 kr. fra toppen. Ejerlejlighederne er 170.000 kr. fra toppen tilbage i 2006, trods at det er her vi har set de største prisstigninger gennem en årrække.
- Der er selvfølgelig regionale forskelle. Ikke overraskende er det i Region Hovedstaden, hvor vi ser de største gennemsnitlige friværdier for alle boligsegmenter. I Region Nordjylland er den gennemsnitlige friværdi pr. parcelhus omtrent 1/3 af den gennemsnitlige friværdi pr. parcelhus i Region Hovedstaden.
Læs hele analysen