Der er næppe tvivl om, at den danske boligmasse rummer et stort potentiale for energiforbedringer. Det er der i stigende grad kommet fokus på over de senere år, og fokus vil næppe blive mindre over de kommende år set i lyset af den grønne omstilling og behovet for at nedbringe den samlede CO2-udledning.
Vi har i den anledning dykket ned i vores egne udlånsdata og krydset med data fra Energistyrelsen for at sætte fokus på energiforbruget i de danske andelsboligforeninger. Derved kan vi få et overblik over fordelingen af energimærker – et overblik som ikke umiddelbart er tilgængeligt, hvis man forsøger at få indblik i disse data ud fra offentlig tilgængelige statistikker.
Kort fortalt viser analysen, at energieffektiviteten i de danske andelsboligforeninger er relativ god sammenlignet med etageboliger og parcelhuse. Andelsboligforeningerne synes generelt at have været gode til at inddrage energiforbedrende tiltag, når de har vedligeholdt og opdateret deres bygninger – også taget i betragtning af, at der findes mange ældre andelsboligforeninger. Omkring 2/3 af de beboede private andelsboliger er således opført før 1980.
På trods af den generelt relativt gode energieffektivitet blandt andelsboligforeningerne, så bør det absolut ikke være en sovepude i forhold til at få løftet energieffektiviteten yderligere i andelsboligmassen. Der er stadig et ikke ubetydeligt potentiale for energiforbedringer af andelsboligforeningerne, da cirka 1/3 af bygningsmassen har et energimærke D eller dårligere.
Læs hele analysen