Book møde
Beregn

FlexLån® har historisk slået de fastforrentede lån – men er den tid ovre

Boligejere med FlexLån® har i mange år nydt godt af historisk lave renter, men nu er rentefesten slut, og vi ser markant højere renter. Spørgsmålet er, om boligejernes besparelser med FlexLån® nu bliver spist op af de højere ydelser på lånet.

21 november - 2023

Hvor meget har boligejere med FlexLån® egentlig sparet gennem årene? Og bliver besparelserne nu spist op af stigende ydelser, fordi renterne er steget? Det afhænger i høj grad af, hvornår du optog dit lån, viser en ny analyse, hvor vores chefanalytiker Nicolas Norby har set nærmere på lån med variabel rente. 

I analysens beregninger optages henholdsvis et FlexLån® og et fastforrentet obligationslån på 1 mio. kroner i årene 1996, 2010 og 2020. For obligationslånet udnyttes mulighederne for at konvertere ned til en lavere rente løbende, og derfor reduceres ydelsen på obligationslånet med fast rente også ved rentefald – dog langsommere end på FlexLån®. 

”Optog du dit FlexLån® i 1996 eller i 2010, har du indtil nu haft markante besparelser på ydelsen i forhold til et realkreditlån med fast rente,” siger Nicolas Norby.

”På grund af de stigende renter de seneste år ser det dog noget anderledes ud, hvis du optog lånet i 2020. I det tilfælde kan dit FlexLån® ende med at koste 597.000 kroner mere i ydelse end det fastforrentede lån. Naturligvis forudsat at renterne bliver på det nuværende niveau de næste 30 år, hvilket nok næppe er tilfældet”, siger Nicolas Norby. 

Beregn hvad det koster at låne

Beregn her

”Optog du dit FlexLån® i 1996 eller i 2010, har du indtil nu haft markante besparelser på ydelsen i forhold til et realkreditlån med fast rente. På grund af de stigende renter de seneste år ser det dog noget anderledes ud, hvis du optog lånet i 2020,” siger Nicolas Norby, chefanalytiker i Realkredit Danmark.

Rentefesten startede i 1996 
Dykker vi ned i analysen, viser den, at du i december 1996 kunne få et FlexLån® F1K med en rente på 7,61 procent, mens obligationslånet havde en fast rente på 8 procent og en kurs på 99,85. 

Allerede i 1998 faldt renten til 3,73 procent på FlexLån® og herefter fulgte et årti med mindre udsving i renten. Fra 2010 tog de kraftige rentefald til, indtil renten i 2022 ramte bunden på -0,25 procent. 

”Hvis du som boligejer optog dit FlexLån® i 1996, var det altså det helt rigtige valg, fordi den samlede besparelse på lånets ydelse ender på næsten 350.000 kroner. Og det selvom alle muligheder for konvertering af det fastforrentede lån er udnyttet i perioden. Ydelsen på det fastforrentede lån var kun lavere i en kort periode i 2001”, forklarer Nicolas Norby.  

I 2010 var der godt gang i rentefesten 
Optog du i stedet dit FlexLån® i 2010, var renten på 1,52 procent, mens du kunne få et obligationslån med en fast rente på 3 procent og til kurs 95,6. Også i den periode var det muligt at konvertere det fastforrentede lån til en lavere rente. Og selvom ydelsen på FlexLån® i januar 2023 steg betydeligt, havde du ifølge analysens beregninger allerede på det tidspunkt betalt 152.488 kroner mindre på dit FlexLån® end på lånet med fast rente. 

Først med rentestigningerne i 2023 begynder den dyrere månedlige ydelse på dit FlexLån® langsomt at spise besparelsen op. Til trods for det, vil du selv med det nuværende renteniveau stadig frem til lånets udløb i 2040 have sparet 33.070 kroner på FlexLån® end ved et obligationslån med fast rente. 

”Du kan altså glæde dig over, at du samlet set har sparet penge ved at optage dit FlexLån® i 2020, selvom du nu kan se frem til flere år med højere ydelser. Men ingen ved jo, hvordan renterne udvikler sig de næste år. Falder renten på Flexlån® for eksempel til 3,04 procent ved refinansieringen i 2025, så ender den månedlige ydelse før skat på knap 12.000 kroner, hvilket svarer til ydelsen på det fastforrentede lån i januar 2023”, siger Nicolas Norby. 

I 2020 var der minus på renter  
I december 2020 var renterne for FlexLån® F1K faldet til nærmest utænkelige -0,25 procent, mens obligationslånet havde en fast rente på 0,5 procent. Men allerede i 2023 fik rentefesten en brat afslutning. Renten på FlexLån® steg til 3,25 procent, og dermed skulle du nu betale 1.411 kroner mere om måneden på dit FlexLån® end på det fastforrentede lån. Frem til refinansieringen i 2023 havde du samlet sparet 3.008 kroner, men allerede et par måneder efter refinansieringen er besparelsen spist op af din ekstra ydelse. 

”Hvis du optog et FlexLån® i 2020, kan det ifølge analysens beregninger gå hen og blive et dyrt valg. Når lånet udløber efter 30 år, ender det med en ekstra ydelse på hele 597.158 kroner, hvis vi tager udgangspunkt i dagens kursniveau,” siger Nicolas Norby og tilføjer: 

”Og vælger du at sælge boligen, vil det også være dyrere at indfri dit FlexLån® end det fastforrentede lån ved refinansieringen i januar 2024.” 
Styrkeforholdet er vendt mellem FlexLån® og fastforrentede lån

Set i bakspejlet viser analysen åbenlyst, at du i 2020 havde gjort klogest i at vælge et realkreditlån med fast rente. Men på det tidspunkt vidste ingen jo, at renterne ville stige så pludseligt og så kraftigt, som de gjorde. Og når du vælger FlexLån®, vælger du jo også at leve med risikoen for rentestigninger og betale den stigende ydelse, når det sker. 

Nicolas Norby peger på, at det i flere år har været en ganske profitabel strategi for mange boligejere, fordi rentestigningerne lod vente på sig. Men nu, hvor renterne er steget, er styrkeforholdet vendt mellem de to låntyper. 

Chefanalytikeren understreger igen, at ingen jo ved, hvordan renterne udvikler sig i fremtiden og afslutter: 

”Hvis renterne fortsætter med at stige, er det fastforrentede lån altså det helt rigtige valg, men har renterne toppet, så er der ingen grund til at skifte dit FlexLån® ud. Så er vi tværtimod tilbage på renteniveauerne, hvor vi startede historien i 1996 med rentefestens begyndelse, og du kan glæde dig over et lavere renteniveau end det, du i dag kan få med et fastforrentet obligationslån”.  


Læs hele analysen her

Skal vi se på dine muligheder sammen?

Vores rådgivere er klar til at hjælpe dig med at vælge et lån, der passer til dig og din økonomi, hvis du er i tvivl om, hvad du skal vælge. 

Book møde

Regn på lån med fast og variabel rente

Sammenlign prisen på lån med fast og variabel rente – her kan du med det samme se, hvad det koster at låne.

Regn på lån til ny bolig
Regn på tillægslån
Log ind og regn på omlægning