Book møde
Beregn
Nyheder 2025

Godt nyt for boligkøbere: Fortsat lettere adgang til boligmarkedet i de fleste kommuner

Det er blevet lettere at komme ind på boligmarkedet i 80 ud af landets 98 kommuner det seneste år, viser ny analyse fra Realkredit Danmark. Særligt den positive udvikling i lønvæksten hjælper boligkøberne på vej.

31 juli - 2025

I en ny analyse har Realkredit Danmarks cheføkonom, Christian Hilligsøe Heinig, stillet skarpt på, hvad en typisk familie skal tjene for at købe et parcelhus på 140 kvadratmeter på tværs af landets kommuner. Og selvom boligpriserne atter tårner i vejret efter udfordrende tider i kølvandet på både rente- og inflationskrise, kan boligkøberne glæde sig over lettere adgang til drømmeboligen i størstedelen af landets kommuner.

Ifølge Christian Hilligsøe Heinig skyldes det især den positive udvikling i lønvæksten det seneste år på omkring 4 procent. Cheføkonomen peger dog på, at mange faktorer spiller ind på familiens muligheder for at købe bolig.

”Niveauet for renter og boligpriser er selvfølgelig helt afgørende for mulighederne i boligjagten, og her kan familien drage fordel af de lavere renter på særligt boliglån i banken og mindre rentefald på realkreditlån. De stigende boligpriser trækker så i modsat retning. Samtidig har udsving i kommuneskatter og priser på daginstitutioner også betydning for familiens samlede økonomi, når det gælder køb af bolig”, siger Christian Hilligsøe Heinig.

Kun i 18 af landets kommuner er det årlige indkomstkrav, det vil sige husstandens samlede bruttoindkomst for at få et boliglån, steget mere end lønvæksten.

Indkomstkravet afhænger af, hvor du vil bo

Analysen fra Realkredit Danmark viser imidlertid store forskelle på, hvad det kræver for en familie at købe et gennemsnitligt parcelhus i landets kommuner. For eksempel har en familie i København i dag brug for en samlet bruttoindkomst på næsten 1,93 mio. kroner om året for at købe et gennemsnitligt parcelhus, mens det til sammenligning kun kræver omkring 680.000 kroner i årlig bruttoindkomst i kommuner som Ærø og Lolland.

”Beliggenheden er altså helt afgørende, når du skal købe bolig. Og analysen viser tydeligt, at boligprisernes rekordniveauer betyder, at det kræver en højere indkomst at købe bolig i nogle områder. Især er det blevet dyrere at købe hus i hovedstadsområdet, hvor priserne er skudt i vejret med op til 20 % i kommuner som København, Frederiksberg og Gentofte”, siger Christian Hilligsøe Heinig.

Boligdrømmen er stadig inden for rækkevidde

Selvom boligmarkedet kan virke en smule uoverskueligt, er der ifølge cheføkonomen stadig mange gode muligheder for at realisere drømmen om sit første hjem. ”For mange førstegangskøbere er nøglen at tænke strategisk og tage små skridt mod målet. For eksempel er det en god ide at få lavet en god opsparing til en udbetaling på mindst 5 procent af boligens værdi og få styr på budgettet, så man lever op til krav om rådighedsbeløb. Samtidig er det vigtigt at række ud til banken, og gerne i god tid, så du kan få hjælp til at få et økonomisk overblik og en plan for dit boligkøb”, lyder rådene fra Christian Hilligsøe Heinig.

 

Tabel over indkomstkrav

Bagom analysen

I analysen er der taget udgangspunkt i en familie med to børn, en bil og en mindre opsparing til at kunne lægge 5 % af husets værdi i udbetaling. Samtidig er realkreditlånet i eksemplet et 30-årigt lån med en fast rente på 4 % med afdrag, som ofte lægges til grund for kreditvurderingen ved køb af bolig. Desuden er der i analysen taget udgangspunkt i en gældsfaktor på 4, hvilket betyder, at familiens samlede gæld maksimalt må være på 4 mio. kroner, hvis familiens bruttoindkomst er på 1 mio. kroner.

Læs hele analysen Indkomstkrav ved boligkøb.

Er du mellem 18-38 år og på boligjagt? Få hjælp til dit boligkøb med Danske BoligStart™

Er du mellem 18-38 år kan du få fordele med vores samlede tilbud Danske BoligStart™. Du får for eksempel adgang til køberrådgivning fra mæglerkæden home og en særlig rabat på lånesagsgebyret på lån hos Realkredit Danmark i resten af 2025. Læs mere her.

Nyt om bolig

Christian Hilligsøe Heinig er cheføkonom i Realkredit Danmark og skriver om realkreditlån, renteudvikling og boligmarkedet.