Book møde
Beregn

Boligejerne er stadig godt polstrede – trods fald i friværdier

Selvom friværdierne tog en gevaldig rutsjetur i 2022, ligger de stadig på et historisk højt niveau. Det viser en ny analyse fra Realkredit Danmark, som også dokumenterer store forskelle på tværs af landet. 

27 april - 2023

Både de kraftige rentestigninger og en inflation, der nåede et tocifret niveau i efteråret, fik boligejernes friværdier til at falde i 2022. Samlet set oplevede boligejerne et fald i friværdierne på 14 % i andet halvår af 2022, og friværdien i det gennemsnitlige parcelhus på landsplan faldt med ca. 200.000 kroner – fra 1,3 mio. kroner til 1,1 mio. kroner. Det viser en ny analyse om udviklingen for friværdierne, som Realkredit Danmarks cheføkonom, Christian Hilligsøe Heinig, står bag. Trods de voldsomme fald i friværdierne i andet halvår af 2022, er der dog ikke tale om den store dramatik. 

”Friværdierne er stadig høje i historisk sammenhæng – også når vi tager højde for udviklingen i inflationen. De stigende friværdier under Covid-19 er altså på ingen måde smuldret helt væk”, uddyber han. 

Niveauet for friværdierne er stadig højt 
Ifølge analysen er friværdierne stadig 17 % højere end i første kvartal 2020 og godt 300 mia. kroner højere, hvilket svarer til næsten 165.000 kroner i gennemsnit for en ejerbolig. Derfor forventer cheføkonomen heller ikke en negativ effekt på privatforbruget herhjemme som følge af de faldende friværdier. 

”Niveauet for friværdierne er stadig højt. Samtidig skød forbruget heller ikke i vejret, da friværdierne gik hastigt op, som vi ellers har set det tidligere, fordi de stigende friværdier har fået boligejerne til at føle sig rigere”, siger Christian Hilligsøe Heinig, der også peger på, at boligejerne faktisk har været tilbageholdende med at låne i friværdien, som det var tilfældet op til finanskrisen.

Store regionale forskelle for friværdierne 
Analysen viser også, at udviklingen i friværdierne har været meget forskellig på tværs af landet. 

De største fald i friværdierne er sket i Københavnsområdet, hvor friværdien i det gennemsnitlige parcelhus er faldet med mere end en halv million kroner i ni af kommunerne. Og i Rudersdal nærmer vi os en lille mio. kroner, mens den gennemsnitlige friværdi for et parcelhus i Gentofte er faldet med godt 1,5 mio. kroner. 

Ifølge Christian Hilligsøe Heinig er der en klar tendens til, at prisfaldene har været størst i de områder, hvor priserne også er steget mest de seneste år og i forvejen er relativt høje. Analysen viser da også, at vi stadig finder de største friværdier i København og nord for København. 

”Der er selvfølgelig også stor spredning i friværdierne blandt boligejerne inden for kommunerne. Nogle boligejere er først kommet ind på boligmarkedet for nylig, mens andre har været på boligmarkedet i flere år og derfor har nydt godt af de stigende boligpriser”, siger Christian Hilligsøe Heinig. 

Presset på friværdierne er aftagende 
Cheføkonomen forventer stadig, at friværdierne vil være under pres en tid endnu, til trods for at boligtallene ellers har overrasket positivt i marts. 
”De kraftige rentestigninger gennem 2022 har endnu ikke slået helt igennem på boligpriserne. Vores seneste prognose tyder på et samlet prisfald på 15 % fra toppen i 2022 til en kommende bund, og vi har allerede set et fald på 10 %”. 

Ifølge Christian Hilligsøe Heinig er usikkerheden om både renter, inflation, økonomi og boligmarkedet fortsat stor, og der er derfor grund til at være ydmyg over for de økonomiske prognoser. 

”Når det er sagt, er boligejerne stadig særdeles godt polstrede med store friværdier til eventuel yderligere modvind på boligmarkedet. Belåningen i boligerne er stadig på relativt lave niveauer, og belåningsgraden er i gennemsnit på ca. 50 % i øjeblikket”, slutter han. 

Læs hele analysen her

Skal vi se på dine muligheder sammen?

 

Book møde  Ring mig op

Nyt om bolig

Christian Hilligsøe Heinig er cheføkonom i Realkredit Danmark og skriver om realkreditlån, renteudvikling og boligmarkedet