Renterne er faldet den seneste tid. Og ifølge prognoserne ser de ud til at falde endnu mere fremover. Spørgsmålet er derfor, om det bedre kan betale sig at vælge F1-lån i stedet for F3- og F5-lån, når renten skal tilpasses næste gang - og så få gavn af rentenedsættelserne på sigt?
Har du et FlexLån®, håber du selvfølgelig altid på, at renterne er i bund, når du skal tilpasse renten på lånet. Men når tiden nærmer sig, kan ingen jo i sagens natur spå om, hvor længe du skal binde renten på dit FlexLån® for at ramme næste rentebund.
De kommende rentetilpasninger til januar og april 2025 er ingen undtagelse. Ifølge chefanalytiker i Realkredit Danmark, Nicolas Norby, kan det være nærliggende at vælge en kort rentebinding i håb om, at renterne er lavere om et års tid. Det er dog ikke givet, at det ender med at blive en god forretning.
”Både renten og bidragssatsen er højere på et F1-lån end på både et F3- og F5-lån, så derfor betaler du også en højere ydelse for et F1-lån for at sikre muligheden for måske at få en lavere ydelse senere”, siger Nicolas Norby.
Når du vælger rentebindingen på dit Flexlån®, er der ifølge chefanalytikeren også andre faktorer end risikovillighed og forventninger om fremtidens rente, som spiller ind, for eksempel din tidshorisont:
”Hvis du forventer at flytte indenfor få år, og du gerne vil mindske kursrisikoen ved indfrielsen, så bør du vælge en rentebinding, der passer til din tidshorisont i boligen”.
Tid til ny rente på dit lån? Få inspiration og overblik over dine muligheder
Hvor meget skal renten falde?
Spørgsmålet er naturligvis, hvor meget renterne skal falde for, at F1-lånet bliver det gode valg. I en ny analyse fra Realkredit Danmark har Nicolas Norby netop opstillet et par scenarier for en treårig periode, hvor han ser på, hvor meget renten skal falde, for at du som boligejer kan få en lavere ydelse før skat med et F1-lån end ved blot at vælge et F3-lån. Og konklusionen fra Nicolas Norby er klar:
”Overordnet set skal der kraftigere og mere længerevarende rentefald til, end renteprognoserne spår, for at de forskellige scenarier i analysen resulterer i en lavere ydelse efter skat, end hvis du vælger F3-lånet ved rentetilpasningen i januar. Der skal med andre ord en god portion optimisme til for at tro på så kraftige rentefald”.
Udover de højere omkostninger ved F1-lånet er en stor del af forklaringen på analysens resultat også, at de forventede rentenedsættelser allerede er priset ind.
Chefanalytikeren uddyber:
”Investorerne læser også renteprognoser og har allerede indregnet forventede rentenedsættelser fra centralbankerne i dagens renter for F3- og F5-lån. Med andre ord, så får du allerede nu glæde af de forventede rentenedsættelser, hvis du vælger F3. Det betyder også, at hvis det skal blive en god forretning at vælge et F1-lån, så skal rentenedsættelser i centralbankerne som udgangspunkt overstige det, som vi forventer i dag”.
Nicolas Norby understreger, at renteprognoser jo blot er udtryk for vores forventning om den fremtidige renteudvikling baseret på det, vi ved i dag. Men der kan jo ske ting i morgen, som ændrer prognoserne. Derfor står det jo enhver frit for at have sine egne forventninger, og er du villig til at satse på kraftige rentefald og i øvrigt kender konsekvenserne, hvis renterne ikke falder, så kan det jo være det rette valg.
I analysen har Nicolas Norby også set tilbage på rentetilpasningen i januar 2024, hvor mange boligejere netop valgte F1-lånet i håb om snarlige rentefald. Og som renterne har udviklet sig igennem 2024, ser det ud til, at de boligejere ender med en lavere ydelse end dem, der valgte en længere rentebinding, for eksempel F3-lån. Det skyldes, at renterne er faldet støt igennem 2024, hvilket ingen selvfølgelig kunne vide ved indgangen til 2024.
Tal med os om lån til bolig og få klare anbefalinger. Det koster ikke noget at spørge. Vi kan hjælpe, når du har tid - også aften og weekend.
Se, hvad du får hos osBook et møde med en af vores rådgivere – eller ring til os på 70 15 15 16. Vi sidder klar, når du har tid – også aften og weekend.