Hvor længe skal man binde renten, når der ser ud til at være mere rentefald på vej? Det valg har flexlånere, der skal have ny rente 1. januar 2025, nu taget. Resultatet skriver chefanalytiker Nicolas Norby om her.
En større gruppe boligejerne har nu valgt, hvordan deres lån skal se ud i den næste tid. Det er de flexlånere, der skal rentetilpasse 1. januar 2025, som indtil 31. oktober har kunnet ændre på deres lån – og fx vælge, hvor længe de ville binde renten.
Valget var i år ekstra spændende, fordi de sidste 2-3 år har været en turbulent periode på rentemarkederne. De kraftige stigninger, vi så igennem 2022 er nu afløst af rentefald, som er hjulpet på vej af en lind strøm af rentenedsættelser fra centralbankerne.
Særligt de korte renter står ifølge prognoserne til at falde yderligere i 2025 – så hvad har flexlånerne valgt at gøre i den situation? Det er det, vi nu kan offentliggøre.
Se også: Hvor længe skal du binde renten på dit FlexLån®, når renterne falder?
Flertallet fortsætter med det, de har
I tabellen herunder kan vi se, at hele 77 % af flexlånere har valgt at fortsætte med samme rentebindingsperiode, som de har i dag.
18 % af flexlånerne har bedt om en kortere rentebindingsperiode, mens kun 5 % har bedt om en længere. Der er altså en præference for kort rentebinding – helt som ved de seneste auktioner.
Det er især flexlånere med lang rentebinding, der har valgt at ændre deres rentebindingsperiode, og af dem har langt de fleste har ønsket en kortere rentebindring.
Hele 89 % af F1’erne har valgt at fortsætte med samme rentebinding. Det samme gælder kun for 82 % og 62 % for henholdsvis F3 og F5.
Col 1 | Kortere | Længere | Uændret |
---|---|---|---|
F1 | N/A | 11 % | 89 % |
F3 | 15 % | 2 % | 82 % |
F5 | 38 % | 0 % | 62 % |
Øvrige | 20 % | 11 % | 68 % |
Alle | 18 % | 5 % | 77 % |
Note: Mere end 97 % af alle FlexLån® i januar 2025-refinansieringen er enten F1, F3 eller F5.
En del investerer i chancen for snart at få en lavere rente
Overordnet set er der ikke tale om en jordskredssejr til nogle af FlexLån®-typerne. Hverken volumen eller den samlede fordeling af rentebindingsperioder rykker sig voldsomt.
Det tyder på, at boligejerne med FlexLån® overordnet set er tilfredse med deres lån, og i øvrigt har været godt forberedt på rentestigningerne.
En del af boligejerne har is i maven til at vælge den helt korte rentebinding, hvor de – trods en højere rente i forhold til F3 og F5 nu og her – investerer lidt i chancen for en bedre refinansiering om et år eller to.
Desværre kan ingen vide, om 2024 er toppen af en pukkel eller starten på et plateau, og hvis strategien med at vælge kort rentebinding i håb om rentefald skal blive en god forretning, så skal renten falde mere igennem 2025, end prognoserne lægger op til.
Investorerne har nemlig allerede har priset rentefald ind i de effektive renter på de 3- og 5-årige obligationer, og både bidragssats og kursfradrag er højere for F1 end for f.eks. F3 og F5.
Se også: Renteprognose
Tal med os om lån til bolig og få klare anbefalinger. Det koster ikke noget at spørge. Vi kan hjælpe, når du har tid - også aften og weekend.
Se, hvad du får hos osBook et møde med en af vores rådgivere – eller ring til os på 70 15 15 16. Vi sidder klar, når du har tid – også aften og weekend.