Book møde
Beregn

Nyhed om afdragsfrihed          

Få mere ud af din samlede økonomi - bind ikke alle pengene i mursten 

Boliglån med afdragsfrihed har blandt nogle danskere nok et lidt blandet ry. I hvert fald er det en låntype, der kan dele vandene. Så hvornår er det en god ide at vælge afdragsfrihed – det stiller vi skarpt på i denne artikel.

08 april - 2025

Udgangspunktet for at optage et lån med afdragsfrihed bør altid være en sund og robust økonomi. Men hvorfor så overhovedet vælge et lån med afdragsfrihed, tænker du måske? Svaret er, at afdragsfrihed kan være en god måde at optimere økonomien som helhed og skabe ekstra økonomisk luft, for eksempel hvis du i en periode har større udgifter eller ønsker at spare op til særlige livsbegivenheder. 

”Vælger du et realkreditlån med afdragsfrihed, betyder det, at du i en periode ikke skal betale af på lånet i form af afdrag, men kun betale renter og bidrag. Først og fremmest kan lån med afdragsfrihed skabe bedre mulighed for at sætte turbo på afviklingen af dyrere gæld, så du sparer renteudgifter over tid, men der er også flere andre gode grunde til at overveje afdragsfrihed”, siger Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark. 

Skab større fleksibilitet i din økonomi og i dit liv    
Har du for eksempel gæld i boligen, der svarer til 40-60 procent af boligens værdi, kan det være en god ide at vælge afdragsfrihed til for at skabe større fleksibilitet i din økonomi og i dit liv.

”Det handler i høj grad om at se på din økonomi som en helhed, og ikke bare dele den op i kasser og isoleret se på bolig, pension og investering. Det giver nogle helt andre muligheder for at optimere økonomien samlet set og måske udleve nogle af dine drømme. Måske kan du rent faktisk gå tidligere på pension, end du regnede med. Det kan også være, at du kan købe et dejligt sommerhus eller hjælpe dine børn økonomisk på et tidspunkt i deres liv, hvor de har stor glæde af det. Brugt på den rigtige måde kan afdragsfrihed åbne for nogle muligheder, som du måske ikke troede var mulige”, siger Christian Hilligsøe Heinig.

Han peger på, at afdragsfrihed også kan være med til at skabe et ekstra økonomisk råderum her og nu, som du for eksempel kan bruge, hvis dit barn skal på efterskole, eller du skal spare lidt ekstra op til en stor fest i fremtiden – og vel at mærke uden at du behøver at undvære for meget i din daglige økonomi eller gå på kompromis med din økonomiske ansvarlighed. 

Opnå en god balance mellem dine aktiver 
For mange udgør boligen den største del af de samlede aktiver i økonomien, men som udgangspunkt er det vigtigt ikke at binde alle dine penge i mursten. Udover fleksibilitet i din økonomi kan afdragsfrihed også give plads til anden opsparing, for eksempel i pension eller frie midler. 

“Opsparing til pension kan sikre dig den økonomi, du ønsker i din pensionisttilværelse – og afhængigt af dine skatteforhold kan der være økonomiske fordele at hente. Ved at spare op i frie midler får du desuden et økonomisk råderum her og nu, fordi pengene ikke er bundet i mursten frem til eller under pension. Samtidig fordeler du dine aktiver i mere end en kurv og kan muligvis opnå et attraktivt afkast, hvis du investerer dine frie midler”. 

Ifølge cheføkonomen i Realkredit Danmark kan opsparing i boligen netop være vanskelig at tilgå senere i livet, hvis den ikke suppleres af anden opsparing eller tilstrækkelig pension. Og netop derfor kan det være afgørende for mange at få truffet de rigtige valg på de helt rigtige tidspunkter i livet. 

Overvej, hvorfor du gerne vil være gældfri i boligen 
For mange kan det alligevel være svært at tage skridtet mod et lån med afdragsfrihed, fordi der jo har været en tradition for at afvikle sin boliggæld før eller siden. Ifølge en nylig undersøgelse, vi har lavet i samarbejde med YouGov blandt boligejere +50 år, har næsten 2 ud af 3 da også fokus på at komme af med gælden i deres bolig. 

“Mange boligejere finder umiddelbart stor tryghed i at have en høj friværdi, men rent økonomisk er der i dag ikke meget stærke argumenter for at blive gældfri i boligen. Og jo mere friværdi og luft i budgettet, desto mindre er risikoen ved at vælge afdragsfrie lån”, siger Christian Hilligsøe Heinig.  

Vigtigt, at du tager aktivt stilling til opsparingen i mursten
Han opfordrer derfor til, at du aktivt tager stilling til din samlede økonomi – og gør dig tanker om fordele og ulemper ved at afvikle på boliggælden:

”I virkeligheden er der ikke noget rigtigt svar på om, hvorvidt du skal være gældfri i din bolig eller ej. Det er i høj grad et spørgsmål om dine præferencer og dit temperament. Det vigtigste er blot, at du gør dig nogle tanker om det, og om dine ønsker til levestandard nu og i fremtiden”. 

Læs også nyheden: Vi sætter prisen ned på nye lån med op til 10 års afdragsfrihed

Bliv kunde hos Realkredit Danmark

Tal med os om lån til bolig og få klare anbefalinger. Det koster ikke noget at spørge.

Se, hvad du får hos os

Skal vi sammen se på dine muligheder?

Book et møde med en af vores rådgivere - eller ring til os på 70 15 15 16.

 Book møde     Bliv ringet op