Book møde
Beregn

Hvad er nedsparing – kan jeg spise mursten?

Har du lav gæld i boligen, er det ofte muligt at bruge din friværdi til at få flere penge mellem hænderne som pensionist. Det kaldes nedsparing eller at spise mursten.

Din opsparing i boligen kan give dig flere muligheder

For nogle kan et lån i friværdien eller afdragsfrihed på realkreditlånet give et større økonomisk råderum end at betale gælden i boligen helt ud. 

Værd at vide om nedsparing

Hvad betyder det at spise mursten?

At spise mursten betyder, at du udnytter friværdien i din bolig til at få flere penge mellem hænderne som ældre boligejer. Man kalder det ”at spise mursten”, fordi du reelt trækker penge ud af dit hus – eller med andre ord tager en bid af din opsparing i boligen. 

Opsparing i boligen er langt hen ad vejen en god ide. Men nærmer du dig pensionen, kan du overveje, om det på et tidspunkt giver mening at stoppe med at spare op og altså ikke lægge flere penge i dine mursten. 

I pensionsårene bruger de fleste mere, end de tjener. For nogle boligejere kan et lån i friværdien eller afdragsfrihed på realkreditlånet give et større økonomisk råderum end at betale gælden i boligen ud. Om det er muligt for dig, og om kan betale sig for dig, kræver et samlet kig på din økonomi og dine planer for fremtiden. 

Konkret kan du altså overveje at:    

  • vælge afdragsfrihed – og få en lavere ydelse.
  • låne i din friværdi – og få et beløb udbetalt.

 

Begge tilgange kaldes populært sagt for ”nedsparingslån” i boligen. 

Læs også: Hvad er afdragsfrihed
Læs også: Hvordan tager jeg lån i min friværdi?

Hvornår giver det mening at spise mursten?

Hvis du har afdraget længe på dit realkreditlån, og din bolig samtidig er steget i værdi – så har du sikkert en høj friværdi i din bolig. Et nedsparingslån i friværdien kan give mening, hvis du vil frigøre penge fra boligen, uden at sælge den. 

Målet kan være at få et højere rådighedsbeløb, når du går på pension. Måske kan en fornuftig grad af nedsparing sikre, at du kan blive i din bolig og leve godt, når du går på pension. 

Eller måske ønsker du at få beløb i hånden til at rejse, bygge om, købe sommerhus eller give forskud på arv. Det er op til dig, hvad du bruger pengene til.  

Et nedsparingslån i boligen kan primært være relevant, hvis: 

  • du vil frigøre penge til forbrug eller til at realisere større planer
  • din gæld i boligen er lav (under 60 pct. af boligens værdi) 
  • du vil blive boende en del år
  • du ikke skal have en stor friværdi med dig (fx til ny bolig) 

Kan man låne i boligen som pensionist?

Det er en myte, at man ikke kan låne i sin bolig som pensionist. I realiteten er det ofte muligt. 

Hvis du har lav gæld i din bolig, giver det nemlig nogle særlige muligheder, når banken eller realkreditinstituttet ser på din økonomi. Dem kan du læse om i næste afsnit.

Det er uomtvisteligt en god ide, at du planlægger din pensionsøkonomi i god tid. Hvis du får lagt en plan, når du er i 50’erne, har du gode muligheder for at skrue det helt rigtigt sammen.  

Men lad ikke din alder stoppe dig fra at vende dine lånemuligheder med en rådgiver. Vi kan ofte hjælpe dig, hvis dit lån i boligen udgør mindre end 60 pct. af boligens værdi. 

 

Skal vi se på dine muligheder?

Book møde     Bliv ringet op

Hvem kan få et nedsparingslån?

Du skal have en vis friværdi, før du kan låne i den. Som udgangspunkt er reglerne sådan, at du kan låne op til 80 pct. af din boligs værdi som realkreditlån, hvis du har en robust økonomi og råd til at betale renter og afdrag på lånet. 

Det kan være svært at leve op til, når dine indtægter falder som pensionist. Men har du meget friværdi i din bolig, kan vi ofte lempe på kravene til, hvad du skal tjene – og du behøver ikke nødvendigvis at kunne afdrage på det nye lån. 

Det betyder, at du med en lav gæld i din bolig har gode muligheder for at optage et lån til nedsparing. For at gøre brug af de lidt mere lempelige kreditregler for nedsparingslån, må dit realkreditlån dog højst udgøre 60 pct. af boligens værdi. 

Drømmer du om at leve af dine mursten i nogle år, skal du altså sigte efter at bringe din gæld et stykke under de 60 pct inden da. Her er et eksempel:

Hvis din ejerbolig fx er 3.000.000 kroner værd, og du har en restgæld på 200.000 kroner, så har du en friværdi på 2.800.000 kroner. Du kan låne op til 60 pct. af boligens værdi med et realkreditlån – altså 1.800.000 kroner. Dermed kan du potentielt låne 1.600.000 kroner ekstra i boligen.

En høj friværdi er dog ikke automatisk lig med, at du kan låne i den. Banken eller realkreditinstituttet vurderer din samlede økonomi og ser bl.a. på, om du med det nye lån har råd til at blive boende nogle år frem.   

Kan man også få nedsparingslån i sommerhus og andelsbolig?

Har du friværdi i dit sommerhus, kan der godt være mulighed at spare ned i det. Tal med en rådgiver om mulighederne, for vilkårene er ikke helt som ved helårshuse og varierer fra hus til hus. 

Har du en andelsbolig, er det ikke muligt at optage realkreditlån i boligen. Overvejer du at låne i andelsboligens friværdi, skal du derfor tale med din bank om mulighederne for et andelsboliglån. 

Hvilke lån kan man bruge til nedsparing?

De fleste realkreditlån med mulighed for afdragsfrihed kan i en eller anden grad bruges til nedsparing, fordi du her kan få en lavere ydelse og dermed flere penge til dig selv. 

På mange realkreditlån kan du få op til 10 års afdragsfrihed. Men ydelsen stiger markant, når afdragsfriheden ophører – så det er primært relevant for dig, der enten vil omlægge eller indfri lånet inden da.   

Med lånet FlexLife® kan du få op til 30 års afdragsfrihed, hvis du låner under 60 pct. af boligens værdi, og din økonomi i øvrigt er til det. Lånet har nemlig den fordel, at du kan aftale at have en restgæld (op til 60 pct.), som du først betaler sammen med sidste ydelse.  

Se mere om FlexLife®

Få rådgivning om valg af lån

Book møde

Er der risici ved nedsparing?

Det kan give luft i økonomien at frigøre penge fra din bolig. Med et nyt lån i boligen følger dog også omkostninger og risici, som du bør tage højde for.

Ændrer din økonomi sig, så du ikke har råd til at betale ydelserne på lånet, kan du en dag blive nødt til at flytte fra boligen. Boligen kan også falde i værdi, så du ikke kan låne så meget i den, som du regner med, eller du har mindre friværdi tilbage til planlagt brug på et senere tidspunkt.

Har dit nye lån variabel rente, skal du have råd til, at renten og dermed din ydelse kan stige. Og vælger du afdragsfrihed, så planlæg hvad der skal ske, når den udløber, og ydelsen stiger markant. 

Få rådgivning i din bank eller realkreditinstitut, så du stiller dig selv bedst muligt nu og i fremtiden. 

Bliv kunde hos Realkredit Danmark

Tal med os om lån til bolig og få klare anbefalinger. Det koster ikke noget at spørge. Vi kan hjælpe, når du har tid - også aften og weekend.

Se, hvad du får hos os

Fik du svar på dine spørgsmål?

Vi vil meget gerne hjælpe dig, hvis du har spørgsmål, du ikke fik svar på. Du er altid velkommen til at kontakte os og få et godt råd. Book et møde eller ring på 70 15 15 16.

Book møde         Bliv ringet op