Book møde
Beregn
Værd at vide

Hvad er afdragsfrihed? 

Med afdragsfrihed udskyder du tilbagebetaling af realkreditlånet – typisk i op til 10 år. Det er dog ikke gratis. Se hvad du skal være opmærksom på. 

Vidste du, at du selv kan regne på lån med og uden afdragsfrihed?          

Beregn her

Med afdragsfrihed udskyder du tilbagebetalingen af dit realkreditlån i en eller flere perioder. Du kan få afdragsfrie perioder på de fleste realkreditlån i op til 10 år - enkelte har op til 30 års afdragsfrihed.

Du betaler en lavere ydelse, mens dit realkreditlån er afdragsfrit. Du kan få luft i økonomien her og nu med afdragsfrihed, men det kan også være en dårlig løsning for dig. Derfor er det noget, du bør vælge med omtanke.

Det kræver en solid økonomi at få et afdragsfrit lån. For når afdragsfriheden udløber, vil ydelsen stige markant. Du skal derfor enten have råd til at betale den højere ydelse eller omlægge dit lån, når afdragsfriheden udløber.

Tal med os om afdragsfrihed

BOOK MØDE     BLIV RINGET OP

Værd at vide om afdragsfrihed

Hvad er et afdragsfrit lån?

Et lån skal på et eller andet tidspunkt betales tilbage. Det sker med månedlige afdrag, hvor du betaler af på den samlede ydelse på realkreditlånet. Det er denne afbetaling, du sætter i bero i en periode med afdragsfrihed. 

Ydelsen på et realkreditlån består af tre ting:

1. Afdrag
2. Renter
3. Bidrag

Læs også: Fast eller variabel rente

På mange typer af lån kan du vælge at lade være med at betale selve afdraget i en periode efter aftale med dit realkreditinstitut eller bank. Du skal dog stadig betale renter til investoren bag lånet og bidrag til realkreditinstituttet, selvom du har afdragsfrihed. 

Er afdragsfrihed gratis?

Når du vælger et lån med afdragsfrihed, er det ikke gratis. Du betaler stadig renter og bidrag, samtidig med at du betaler et tillæg til bidraget.

Optager du et obligationslån med mulighed for afdragsfrihed, vil kursen typisk være lavere end på et tilsvarende lån med afdrag. Du skal altså låne lidt mere for at få det samme beløb udbetalt – og dermed skal du betale renter og bidrag af et højere beløb.

Kort sagt skal du have med i dine overvejelser, at det er dyrere at vælge afdragsfrihed på dit lån end at afdrage i hele løbetiden. 

Hvilke fordele og ulemper er der ved afdragsfrihed?

Der er både fordele og ulemper ved afdragsfrie lån. Derfor er det noget, du skal vælge med omtanke.

Det kan være en god idé at vælge afdragsfrihed, hvis du fx går ned i løn i en periode. Du kan også hurtigere betale af på anden (og dyrere) gæld. Det kan være et forbrugslån eller et banklån.

Udover at dit lån bliver dyrere med afdragsfrihed, har du en større risiko, hvis din bolig falder i værdi, og du skal sælge den. Det kan også være svært at skrue ned for forbruget, når afdragsfriheden slutter, og ydelsen stiger markant. 

Hvem vælger afdragsfrihed?

Alderen har typisk meget at sige, når det kommer til afdragsfrihed. Alt efter, hvordan din økonomi ser ud i en given fase af livet, kan det være mere eller mindre relevant at vælge afdragsfrihed. 

De yngre boligejere benytter sig i mindre grad af afdragsfrie lån end tidligere. Dem, der vælger muligheden til, bruger den ofte til at betale af på dyrere lån.

Ældre har typisk større friværdi og pensionsopsparinger. Det betyder, at afdragsfrihed ofte er lidt billigere for ældre boligejere, da deres realkreditlån udgør mindre end 60% af boligværdien. En kombination af en stor friværdi og afdragsfrihed kan samtidig være en attraktiv måde at få større økonomisk frihed til at nyde otiummet. 

Læs også: Hvordan tager jeg lån i min friværdi?

Hvad gør jeg, når den afdragsfrie periode udløber?

Når den aftalte periode med afdragsfrihed udløber, skal du i gang med at betale af på dit realkreditlån. Det betyder, at din økonomi pludselig ser meget anderledes ud. Ydelsen stiger typisk markant, da du har kortere tid til at afdrage på gælden.

Inden perioden udløber, er det en fordel at give dit lån og din samlede økonomi et grundigt gennemsyn. Du har tre muligheder, når afdragsfriheden udløber:

• Du beholder lånet og begynder at afdrage
• Du omlægger til et nyt lån med ny afdragsfri periode
• Du omlægger til et nyt lån uden afdragsfrihed

Bliv kunde hos Realkredit Danmark

Tal med os om lån til bolig og få klare anbefalinger. Det koster ikke noget at spørge. Vi kan hjælpe, når du har tid - også aften og weekend.

Se, hvad du får hos os

Fik du svar på dine spørgsmål?

Vi vil meget gerne hjælpe dig, hvis du har spørgsmål, du ikke fik svar på. Du er altid velkommen til at kontakte os og få et godt råd. Book et møde eller ring på 70 15 15 16.

Book møde        Bliv ringet op