Book møde
Beregn
Realkredit Danmark

Vil du optimere dine bygningers energiforbrug og energimærke? Nyt samarbejde skal gøre det nemmere at energieffektivisere ejendomme

Realkredit Danmark og Danske Bank indgår nye partnerskaber, der skal gøre det nemmere for virksomheder og ejendomsselskaber at sætte strøm til effektive energiforbedringer.

05 september - 2024

Det skal være nemmere for ejendomsbranchen at sætte fart på den grønne omstilling.

Det er en af grundene til, at Realkredit Danmark og Danske Bank har indgået to nye partnerskaber, der sammen med bankens rådgivning og finansieringsløsninger, skal hjælpe ejendomsbesiddere med at reducere deres CO2-udledning.

”Ejendomsbranchen er en vigtig medspiller i indsatsen for at reducere CO2-udledningen i Danmark. Vi ser derfor de nye partnerskaber som et stærkt tilbud, der hjælper vores kunder med at reducere energiforbruget i deres ejendomme og yder et væsentligt bidrag til samfundets grønne omstilling,” fortæller Bjarne Jørgensen, chef for Storkunder Ejendomme og medlem af direktionen i Realkredit Danmark.

Bjarne Jørgensen, Storkundechef i Realkredit Danmark

Den holdning deles af Linda Fagerlund, chef for Danske Banks ejendomskunder:
”I Danske Bank koncernen ønsker vi at være den bedste finansielle partner for vores kunder og støtte dem i deres bæredygtige omstilling. Det understreges af de nye partnerskaber, som muliggør, at vi kan tilbyde vores ejendomskunder en sammenhængende kunderejse med alt fra automatiseret indsamling af energidata og udvikling af energiforbedringsplaner til strategisk sparring og adgang til finansiering.”

Linda Fagerlund foran Danske Bank's hovedkvarter på Postgrunden i København.

Energiforbrug i realtid

Første del af den nye kunderejse handler om at gøre indsamling af energidata nemmere. Og her kommer partnerskabet med den danske klimatech-virksomhed, comundo, ind i billedet. De har nemlig udviklet en digital løsning, der automatisk kan indsamle ejendommes energiforbrug og CO2-aftryk.

”For mange ejendomsejere er udregning af CO2e-data en både besværlig og tidskrævende opgave, der omfatter indsamling af fakturaer fra energiselskaber, identifikation af datapunkter og manuelle beregninger. Vi har derfor skabt en plug-and-play løsning, der kan give adgang til ejendommes energi- og emissionsdata i realtid. Vi integrerer direkte med energikilder og leverandører, hvilket gør det nemt og overskueligt for ejendomsselskaber og virksomheder at få overblik over energidata fra deres ejendomme,” forklarer Thomas Gaunø Ibsen, Director of Sales og Customer Success i comundo, som tilføjer, at kunder i Danske Bank og Realkredit Danmark slipper for oprettelsesgebyret og får rabat på softwareløsningen.


Dashboard i comundos softwareløsning.  

Læs mere om comundo på danskebank.dk

Energioptimering af ejendomme
Mens comundo kan skabe overblik over en ejendoms CO2-udledning, kan Sweco tilbyde en skræddersyet handlingsplan med anbefalinger til konkrete energiforbedringer.


”Sammen med vores kunder arbejder vi i Sweco hver dag med samfundets grønne transformation. For ejendomsbesiddere hjælper vi med fremtidssikrede løsninger, der gør ejendomme mindre energikrævende. Vores rådgivere står klar til at udvikle en plan med konkrete, operationelle forbedringer, der optimerer bygningernes energiforbrug og energimærke og samtidig opfylder fremtidige bæredygtighedskrav,” siger Dariush Rezai, CEO i Sweco Danmark.

Læs mere om Sweco på danskebank.dk

Finansiering af energiforbedringer

I sidste led af kunderejsen står Realkredit Danmark og Danske Bank klar med strategisk finansiel sparring og adgang til finansiering, så handlingsplanerne kan omsættes til konkrete energiforbedringer.

”Vores rådgivere er trænet inden for ESG, og de står derfor klar til at være sparringspartner og hjælpe med finansieringen, når handlingsplanerne skal omsættes til konkrete energiforbedringer,” lyder det samstemmigt fra Bjarne Jørgensen og Linda Fagerlund.

Har I brug for rådgivning?

Vores kompetente rådgivere er klar til at hjælpe jer. Har I spørgsmål, kan I altid ringe til jeres rådgiver – eller til Realkredit Erhverv Direkte på telefon 45 14 01 00.

Relaterede artikler:

rd.dk/erhverv/nyheder-og-analyser/2023/danske-bank-og-realkredit-danmark