Book møde
Beregn

Hvad er et forældrekøb?

Hvordan fungerer et forældrekøb? Kan det betale sig? Og hvordan låner man til forældrekøb?

Et forældrekøb er, når forældre køber en bolig, som de derefter lejer ud til deres børn. Med andre ord køber de en ekstra bolig, som de udlejer.
 
Vi anbefaler ikke, at du ser et forældrekøb som en investering der skal give overskud. Forældrekøb er primært en god måde at give dit barn trygge rammer og en attraktiv bolig under studietiden. 

Kan et forældrekøb betale sig?
Forældrekøb kan være en god løsning for både forældre og barn, og det behøver ikke at være svært. Men du bør altid søge juridisk og økonomisk rådgivning, før du beslutter dig for at købe en ekstra bolig.

Den største fordel ved et forældrekøb er, at dit barn får et sted at bo – typisk til en husleje, der er til at betale. Det er især en fordel i de større byer, hvor der kan være hård kamp om boligerne. Det gælder især omkring studiestart. 

Boligen kan både stige og falde i værdi. Der er med andre ord både mulighed for en fortjeneste og tab. Du bør dog ikke se på forældrekøb som en investering, der skal give overskud.

Det er ikke sikkert, du kan komme af med boligen lige så hurtigt, som du gerne vil. Der vil også være udgifter ifm. købet, som du ikke nødvendigvis får dækket ved et salg.

Er du i tvivl om, et forældrekøb kan betale sig for dig? Book et møde med vores boligrådgivere, som hjælper dig med at få et godt overblik over processen samt om markedet egner sig til et forældrekøb lige nu.

Der skal som hovedregel betales skat af en eventuel fortjeneste, hvis du køber en lejlighed for at leje den ud – også ved udlejning til familie. Du bliver også beskattet af huslejeindtægter, som du kan læse mere om i afsnittet omkring husleje. 

Hvis du senere vil sælge lejligheden til dit barn, skal det ske til markedsværdi. Normalt godkendes en pris, der maksimalt ligger 15 % under den seneste offentlige ejendomsvurdering. Med boligskattereformen ændres tallet til 20 % – gældende fra modtagelsen af den nye ejendomsvurdering. 

Hvis du på et tidspunkt før eller efter dit barns beboelse, lejer ud til andre end dit barn, så har det betydning både for dine belåningsmuligheder og for dine muligheder for at opsige lejer.
Vi anbefaler altid du søger juridisk rådgivning inden udlejning til andre end dit barn.

Hvad er lån til forældrekøb af lejlighed, hus og andelsbolig?
Når du skal låne til forældrekøb, er det ikke meget anderledes, end når du skal låne til en bolig til dig selv. Lån til forældrekøb finansieres typisk ved et realkreditlån. Du kan låne i en eventuel friværdi, du har i din nuværende bolig, eller tage et nyt lån – hvis økonomien er til det.

Du kan optage realkreditlån til en lejlighed eller et hus, men ikke en andelsbolig. Hvis du gerne vil købe en andelsbolig, skal du finansiere det med et lån i friværdien i din nuværende bolig eller tage et bank- eller andelsboliglån. Der kan være særlige regler ved køb af andelsbolig som forældrekøb.

Vi anbefaler, at du tager en snak med din bank, hvis du overvejer et forældrekøb. 

Hvordan fastsættes huslejen?
Du bliver beskattet af lejeindtægterne, når du lejer ud. Det gælder også ved forældrekøb. Undersøg huslejen for tilsvarende boliger i området, og snak med eksperter på området. Fastsæt gerne huslejen og få eventuelt denne godkendt, inden du køber. Husk, at niveauet ændrer sig over tid.

Det er vigtigt, at huslejen er sammenlignelig med tilsvarende lejelejligheder i området. Du må dog gerne aftale en lavere husleje med dit barn. Er den under gennemsnittet, kan du blive beskattet af den fiktive, ikke-modtagede leje – altså forskellen på gennemsnittet og den aftalte husleje.

En for lav husleje betragtes desuden som en gave fra forældrene. Der er en fastsat skattefri bundgrænse. Overstiges denne, kan barnet risikere beskatning også.

Hvad er et omvendt forældrekøb?
Et omvendt forældrekøb er, når du køber en bolig, og lejer den ud til dine forældre. Der gælder samme muligheder og vilkår som ved et almindeligt forældrekøb.

Det kan være en fordel, hvis forældrene gerne vil være tættere på børn og børnebørn eller vil have frigivet eventuel friværdi i deres egen bolig. 

Bliv kunde hos Realkredit Danmark

Tal med os om lån til bolig og få klare anbefalinger. Det koster ikke noget at spørge. Vi kan hjælpe, når du har tid - også aften og weekend.

Se, hvad du får hos os

Fik du svar på dine spørgsmål?

Vi vil meget gerne hjælpe dig, hvis du har spørgsmål, du ikke fik svar på. Du er altid velkommen til at kontakte os og få et godt råd. Book et møde eller ring på 70 15 15 16.

Book møde        Bliv ringet op